Museumsinspektørens Blog - på studietur i USA

Sidst, men absolut ikke mindst!

2007-09-08T21:13:00.000-04:00

Sidste stop på denne studietur, der nu har varet fem en halv uge, er Washington DC. Vi ankom torsdag aften sent og tager afsted til København i morgen formiddag. Så der har ikke været meget tid til at opleve hovedstaden i verdens mest magtfulde land - og vi har valgt få ting ud, for at de enkelte oplevelser ikke skulle drukne i mængden...

Der er jo nogle ting, man ikke kan (eller skal) undgå at se, når man besøger Washington. Så vi har selvfølgelig set Det hvide Hus, Capitol og Washingtonmonumentet. Sidstnævnte kan ses over store dele af byen, siden det er 555 fod højt og placeret midt på The national Mall, der er det stykke 'grønt', der rummer en stor del af byens mindesmærker, museer og større statsinstitutioner.

Fantastiske museer
Udover mindesmærker og must see-bygninger har vi på de to forgangne dage haft to fantastiske museumsoplevelser; US Holocaust Memorial Museum og National Museum of the American Indian.

Holocaust i Washington
United States Holocaust Memorial Museum åbnede i 1993 i en ny til lejligheden bygget museumsbygning. Et besøg på museet er en stærk oplevelse, der bringer gæsten fra begyndelsen på nazistisk styre i Tyskland, over indledende jødeforfølgelser, forfølgelser og fængsling af politiske modstandere mv., til de mest grusomme beretninger, billeder, film og erindringer fra jødiske ghettoer og koncentrationslejrenes virkelighed. Og endelig til en slags forløsning ved krigens afslutning…

Historien var velkendt, genstande og billeder til dels velkendte, men uanset dette var det en voldsom og meget fængslende oplevelse at bevæge sig igennem museet. Vi var der næsten fire timer uden rigtig at opleve at tiden gik. Og der var meget, meget stille, selvom der var et stort antal gæster samtidig med os. I denne anledning kan det nævnes, at museet har haft op imod to mio. gæster om året i de 14 år, det har eksisteret.

En interessant observation på museet var amerikanernes accept af det ansvar, USA havde i forbindelse med holocaust - den hårdnakkede uvilje imod at lade jødiske flygtninge komme ind i landet, selv efter alle grusomhederne var blevet velkendte for omverden. Uviljen mod at forsøge bombning af de værste udryddelseslejre sidst i krigen. Erkendelsen af eksistensen af nazistiske organisationer i USA mv.
Hvis man skulle efterspørge noget på museet, var det en perspektivering af holocausts umenneskeligheder i forhold til andre af historiens folkemord - inklusive dem, der stadig foregår. Disse emner er ikke behandlet på museet, men til gengæld kan man lære om dette emne på museets webside. Her er blandt andet Darfur-regionen og Sudan blandt emnerne.

Dette afsnit er, som I måske har opdaget, uden billeder. Det skyldes ganske simpelt, at fotografering ikke var tilladt på museet - man havde heller ikke rigtig lyst, skal jeg skynde mig at tilføje...

The American Indian
Idag (lørdag) stod den så på besøg på et af Washingtons nyeste museer - National Museum of the American Indian der åbnede i 2004.

Museumsbygningen i sig selv er et besøg værd! Den er bygget ud fra indianske principper og har et nærmest organisk udtryk med bløde former og naturmaterialer. Omkring bygningen er plantet afgrøder, som forskellige indianske folk har benyttet, der er forskellige naturområder, som dem indianske folk har levet i...

Og denne tilgang til museumsomgivelserne er ført igennem til den mindste detalje i montrer, skilte - selv til museumscaféen, hvor vi indtog en fantastisk frokost bestående af forskellige former for indfødt amerikansk mad (Mogens fik mad, som de nordvestamerikanske steppeindianere ville have spist det (steppebison), mens jeg spiste som en mellemamerikansk indianer (taco m. kylling og forskellige slags bønner) - uhm! Det hele blev sluttet af med mexikansk kakao med chili...).

Vi så to af i alt fire udstillinger; én om de indianske folks situation i dag og én om deres historie - set både fra indianerne selv og med europæiske/amerikanske øjne. Det var en interessant oplevelse med to så forskellige tilgange til historien. Sjovt, for eksempel, at se en historisk begivenhed, der fandt sted long ago...

Deres behandling af genstandene var fantastisk! De blev præsenteret som de smukke og unikke genstande de var, samtidig med at al information blev givet - ofte på på trykfølsomme skærme placeret foran montrene. På den måde får man både det æstetiske og det vidensmæssige behov opfyldt! Foruden de udstillede genstande fik man som gæst adgang til endnu flere genstande i skuffer under montrene - oplysninger om disse kunne ligeledes findes på skærmene.

Jeg har oplevet samme formidlingstilgang på Nationalmuseets 'Etnografiske skatkamre', men her bare i større overdådighed!

Vores fælles oplevelse af National Museum of the American Indian var i top - det var en helhedsoplevelse udover det sædvanlige. Ikke så underligt, at stedet beøges af op imod en mio. besøgende om året! Og så er det ovenikøbet gratis!

Farvel fra USA
Dette bliver så formentlig mit sidste blogindlæg fra USA. Når jeg kommer hjem til Danmark og er installeret på mit kontor igen (efter et par dage til at komme ovenpå) skal jeg nok skrive igen. Måske vil det lykkes for mig at skabe et overblik over alle de fantastiske, inspirerende, afskrækkende, sjove, varme, mærkelige oplevelser, jeg har haft gennem de sidste 5-6 uger.

Jeg synes jeg har været afsted længe - og har næsten glemt alt det jeg oplevede i Wisconsin for lidt mere end 14 dage siden. Men heldigvis ligger det jo alt sammen lagret bagerst i hjernen og skal nok komme frem, når der falder ro på.

Tak fordi I har fulgt med!

America's Birthplace

2007-09-07T21:04:00.001-04:00

Dagens (torsdagens...) indlæg er skrevet af gæsteskribent Mogens Bo Henriksen :-)

Før vi forlod The Historic Triangle (der består af de tre tidligste bosættelser Colonial Williamsburg, Yorktown og Jamestowne), besøgte vi stedet for den første permanente engelske bosættelse i Amerika - Jamestown.

Besøget blev indledt i det næsten nye besøgscenter, hvor der var en kort, indledende udstilling og visning af film i et cirkulært auditorium – som i et amfiteater. Filmen blev vist på to skærme samtidigt – og med supplerende still-billeder på gulvet i centrum. Det var imponerende – også selv om filmen til sidst blev lidt vel patriotisk. Men her fik man en grundlæggende indføring i de forhold, som Amerikas første engelske bosættelse blev anlagt under.

Her blev Amerika født!
Til dette sted en halv snes km fra James Rivers udmunding i Atlanterhavet kom en skibsladning eventyrlystne mænd og drenge (ingen kvinder til at begynde med) i 1607 for at udforske og kortlægge kolonien Virginia. I de følgende år kæmpede mændene mod sult, fejlernæring, sygdomme og ikke mindst indianere. Forholdet til de indfødte var dog tvetydigt, for der var også samkvem til begges fordel. Ja, en englænder giftede sig ligefrem med den indianske høvdingedatter Pochahontas, der er blevet udødeliggjort gennem tegnefilm og dukker!

Indianerne lærte nybyggerne, hvorledes tobak og majs kunne dyrkes - og hvordan den lokale overflod af fisk, skaldyr og vildt kunne udnyttes. Det var imidlertid ikke altid nok, og dødeligheden blandt englænderne var tårnhøj. Skriftlige kilder såvel som arkæologiske levn viser, at man var nødt til at ernære sig af bl.a. af områdets bestand af giftslanger i trange tider!

Med tiden lykkedes det at opbygge et bysamfund med et fort, en kirke, værksteder og selvfølgelig kroer. I 1699 blev byens status som Virginias hovedstad dog forlagt til Williamsburg knap 20 km borte. Herefter forsvandt Jamestown fra jordens overflade - og dele blev ligefrem bortskyllet af den flod, som den blev anlagt ved. Først i slutningen af 1800-tallet blev man opmærksom på ruiner i området - og stedets virkelige karakter blev erkendt. Siden har en række arkæologiske undersøgelser givet supplerende oplysninger til det billede, som man havde fra skriftlige kilder. Og udgravningerne var stadig i fuld gang, da vi besøgte stedet. Der er afdækket rester af huse, forsvarsanlæg, brønde, ovne og ikke mindst grave, hvis indhold af skeletter har givet materiale til mangesidige naturvidenskabelige analyser. For en europæisk arkæolog var det nok så overraskende, at de udgravede skeletter er blevet genbegravet på stedet – det foreskriver landets lov, at man skal!

Nok så overraskende er det, at der er fremkommet tusindvis af genstande, som giver et detaljeret indblik i nybyggernes dagligliv og problemer. Den materielle kultur i området har været overraskende rig, og nybyggerne medbragte og fik med jævne mellemrum tilført lerkar, mønter, smykker, redskaber, våben m.v. fra hele Europa – ja – og helt fra Kina.

Archaearium
Fund og resultater fra de arkæologiske undersøgelser var fremragende formidlet i en bygning, der var opført i udkanten af koloniens område i 2006. Denne bygning havde fået betegnelsen Archaearium – altså et sted, hvor arkæologiske genstande (eller arch-stuff, som en amerikansk kollega kaldte det), blev udstillet. Der blev gjort meget ud af at formidle, at bygningen var ”grøn” – altså at man havde bygget den af naturmaterialer, at der var lagt vægt på lavt forbrug af energi og vand – og at den var bygget ind i landskabet, så den tog hensyn til det omgivende fortidsminde. Selv om tid, sted og landskab var et andet, var det fristende at sige, at en del af inspirationen kom fra den bygning, der rummer Vikingeskibshallen i Roskilde.

Indholdet var formidlingsmæssigt såvel som fagligt helt i top. Såvel for en besøgende uden faglige forudsætninger som en med var der meget at lære. Udstillingen, der var overskuelig og forsynet med alskens moderne udstyr sammen med en overflod af genstande, fotostater og rekonstruktioner, oplyste på en gang både om arkæologiens og naturvidenskabernes arbejdsmetoder, den historiske baggrund for kolonien og om tolkningen af de fremkomne genstande. Ved et par af udstillingsbygningens store panoramavinduer var der placeret en slags drejbare videoskærme, og når man rettede dem ud over bosættelsen, kunne man veksle mellem det nuværende landskab og 1600-tallets bygninger og forsvarsanlæg, som man mener de har set ud. Det var intet mindre end fremragende, og kun en lidt for høj stemmeføring i den ledsagende forklaring trak ned i det samlede indtryk.

Udstillingen sluttede af med en fint udskåret stol, som Dronning Elisabeth havde foræret museet ved et besøg i anledning af 400-året for koloniens grundlæggelse i dette forår. Stolen havde fået en lille afdeling for sig selv – kun ledsaget af en diasserie af pressefotos på en skærm. Når man betænker udstillingens mange kvaliteter, var det lidt stødende at se folk valfarte gennem de mange guldkorn for at kigge på en alt andet end yndig symbolsk gave fra monarken til den nye nation!

Memorials alle vegne
Godt rustet med viden fra besøgscenter og archaearium var man godt rustet til en vandretur rundt i området, der dels henlå som græsarealer og dels i åben fyrreskov – alt afgrænset af den flere hundrede meter brede flod. De ruiner og grave, som man havde kendskab til fra arkæologiske undersøgelser, var markeret på forskellig vis på overfladen, og skilte berettede kort og præcist om, hvad man vidste om det konkrete fortidsminde. Et enkelt sted havde man rekonstrueret trækonstruktionen i en af koloniens første huse – meget illustrativt.

MEN – midt mellem disse originale elementer havde man også placeret de allestedsnærværende memorials, som amerikanerne sætter så stor pris på: Obelisker, statuer, monumenter over datoer eller personer m.v. Forståeligt nok stod en stor bronzestatue af Jamestowns første og meget kontroversielle guvernør John Smith og skuede ud over floden, mens andre monumenter havde fundet en langt bedre placering uden for området. Deres placering her – midt i Amerikas vugge – ville nærmest svare til, at man midt på vikingeborgen Trelleborg placerede en række mere end mandsstore statuer af Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Poul Nørlund (borgens udgraver) – samt lige et par mindesten over 50- og 75-året for udgravningen! Det afspejler vist meget godt forskellen på dansk og amerikansk mentalitet.

Fantastisk oplevelse!

2007-09-05T20:34:00.000-04:00

I dag har vi brugt hele dagen fra kl. 9 til kl. 18 i Colonial Williamsburg. Og det har været en fantastisk oplevelse! Stemningen, omgivelserne, de utrolig imødekommende og professionelle ansatte… Og vejret har oven i købet været i top – måske lidt for meget i top med 33 grader og en luftfugtighed på 80%. Hårdt for kuldevante danskere.

Byens historie – og museets
Williamsburg var oprindelig hovedstaden i staten Virginia, indtil man i 1780 (vistnok) flyttede denne status til Richmond, der ligger lidt længere inde i landet og derfor er mere beskyttet (en vigtig overvejelse, når man er midt i en uafhængighedskrig).
Efter Williamsburg mistede sin status som hovedstad, gik det lidt ned af bakke, kun forværret af borgerkrigen, hvor byen led yderligere skade. Ved det 20. århundredes begyndelse var Williamsburg en soveby uden de store fremtidsmuligheder.

Men fra 1920erne og ’30erne ændrede det sig, da pengestærke mænd besluttede, at byens historie og historiske bygninger var for vigtige til at lade gå til. Et enormt pengebeløb (gætter jeg mig til) blev puttet i restaurering af de stadig eksisterende 1700-tals bygninger – og mindst lige så mange penge blev investeret i at rekonstruere nogle af de bygninger, de vigtige statsinstitutioner havde haft til huse i; the Capitol, the Governor’s Palace, the Public Hospital (som i parentes bemærket var det første sindssygehospital i USA!).

Rekonstruktionerne blev gennemført efter grundige arkæologiske udgravninger på flere at lodderne – og arkæologi bliver fortsat udført på stedet med mindst én aktiv gravning i løbet af sæsonen. Så her går historie og arkæologi – og desuden bygningsarkæologi – hånd i hånd!
Fra 1950erne begyndte man at formidle stedet aktivt og med tiden er det blevet et af USA's bedst kendte historiske sites.

I dag er området 301 acre stort, det indeholder 88 gamle historiske bygninger og flere hundrede rekonstruktioner og nyere huse. Det, der især gør stedet fascinerende er, at der faktisk er tale om en rigtig by – ikke bare gamle huse flyttet til et bestemt sted, men gamle huse, der stadig står på deres rigtige plads! Og Colonial Williamsburg er stadig en del af byen Williamsburg – hovedgaden i museet – Duke of Glouchester Street – er en offentlig gade og der bor almindelige mennesker i nogle af husene… Og alligevel er det i høj grad lykkedes for museet at holde moderne ting ude af øjesyn for besøgende. Alt lige fra ’vandfontæner’ til skraldepande er skjult i gamle tønder eller lignende. Der er skilte, der viser vej og som fortæller om husene, men de er diskrete og ødelægger ikke det overordnede indtryk.

Formidling i mange former
Colonial Williamsburg (CW) formidler på flere forskellige måder for på den måde at fange så mange som muligt. Dels er der en ’traditionel’ tilgang til formidlingen i form af guided tours i nogle af husene. Vi gik på en sådan tur igennem the Governors Palace – det gav os mere viden, end hvis vi have gået selv, men det var ærlig talt en lidt for langvarig sag. Især fordi turen sluttede af med, at guiden med næsten grådkvalt stemme mindede os alle sammen om, at de mænd, der havde boet i disse ’gyldne haller’, havde kæmpet for vores alle sammens uafhængighed…
En anden formidlingsform er museets Tradesprogram, der går ud på at udføre gamle håndværk – og oplære nye håndværkere i de gamle traditioner. Dette betyder både en mulighed for at formidle håndværket, men også produktionen af genstande til brug på museet. Desuden medvirker denne ordning naturligvis til at holde museet oven vande med dygtige håndværkere… På billedet ses vognmagerværkstedet i fuld vigør.

En formidlingsgren kaldet ’Coach & Livestock’ tager sig af formidlingen af gamle dyreracer (dem så vi nu ikke meget til), en Performing Arts-afdeling tager sig af musik, dans og teater på museet og så er der den Levende Historie.

Levende Historie forefindes i mange former i CW. De er alle udklædte, men nogle er i første person og nogle er i tredje. Det kan skabe lidt forvirring indimellem og kan gøre det svært at vide, hvordan man skal henvende sig til nogen. Men til gengæld er de meget professionelle og tydeligvis oplærte ikke bare i det historiske stof, men også i hvordan man tiltaler og opfører sig overfor gæsterne, og hvordan man får dem til at føle sig i centrum.

Revolutionary City
Revolutionary City er navnet på et nyt tiltag, som CW i år kører for anden sæson. Programmet består af en række små ’teaterstykker’, som spilles rundt om på museets område på bestemte tidspunkter.

Emnet for programmet er kampen for uafhængighed 1776-81, men kunne i princippet være en hvilken som helst historie – eller serie af historier - som man som museum ønsker at formidle til sin offentlighed.
På billedet ses en lille del af den trofaste skare, der fulgte skuespillere fra sted til sted i løbet af de to timer, det fandt sted.

Under mit møde med Robin Reed, der er Director of public history, fortalte han, at skuespillerne faktisk er formidlere (actor-interpreters, kaldes de), som er gode til og synes godt om denne form for skuespil. De trænes dels af professionelle fra London, der ved meget om formidling på en form, dels i det historiske indhold i deres teaterstykker og dels det, der her kaldes guest skills…

Revolutionary City – og mange af de andre programmer – er under en grundig løbende evaluering. Hver uge er der udnævnt en person fra personalet, der har til ansvar i løbet af weekenden at besøge museet med gæstens øjne. Han skal observere gæster og ansatte og se, hvordan formidlingen virker. Dette tiltag må koste masser af ressourcer, men betyder til gengæld, at man hele tiden er på det rene med virkningen af det arbejde man laver. Dette – i tilknytning til løbende publikumsundersøgelser – giver museet en fantastisk viden om, hvad dets publikum synes om stedet og de tiltag, der foretages! I mine øjne en god investering i fremtiden…

Besøget i dag har været en stor oplevelse – og kan bestemt anbefales for andre, der er på disse kanter. Men tag jer god tid – en enkelt dag yder det ikke helt retfærdighed. Vi har valgt at bo på et af CWs egne hoteller – der er masser af andre muligheder i Williamsburg, men det fungerer faktisk rigtig fint at bo midt i museet, og det giver muligheder for at se museet, også når det er after hours…

Borgerkrig og ankomst til Williamsburg

2007-09-04T19:26:00.000-04:00

Gettysburg

Vi nåede at se hele tre forskellige former for formidling af Den amerikanske Borgerkrig, før vi ved frokosttid forlod Gettysburg for at køre sydøstpå til Williamsburg.

Første oplevelse var The American Civil War Museum - et voksmuseum, der havde et stort antal opstillinger med voksdukker, der viste forskellige situationer før, under og lige efter Den amerikanske Borgerkrig. Introbilledet er et eksempel - en opstilling af Abraham Lincoln med frue i sin teaterloge umiddelbart før han bliver assasineret. Man kan se gerningsmanden liste sig ind ad døren bag det opmærksomme teaterpublikum.

Det allermest interessante ved dette museum var, at det blev tydeligt, hvilke historier, der har størst betydning i den amerikanske opfattelse af borgerkrigen (eller i hvert fald den opfattelse, man havde, da denne udstilling blev opført - sikker for ca. 15 år siden). Det betyder stort fokus på personer - både de militære helte og uhelte på begge sider, men også enkelte civile. Eksempelvis pigen Jenny Wade, der var den eneste civile, der blev dræbt under det tre dage lange slag ved Gettysburg i juli 1863. Hun er blevet et ikon og fortællingerne om hende er mange og forskelligartede.

Derimod gjorde man ikke voldsomt meget ud af at fortælle om årsagerne og optakten til krigen, ligesom efterdønningerne og problemerne med at smelte et splittet samfund sammen igen ikke fik meget opmærksomhed.

Til gengæld sluttede turen med en 'genopførelse' af krigshandlingerne via et tableau med mekaniske bevægelige dukker og en film i baggrunden. Da Lincoln holdt sin berømte Gettysburg Address med samme bevægelser som en julemand i et stormagasin-vindue i 1960'erne var min tålmodighed med amerikansk krigsglorificering ved at være forbi...

Når dette er sagt var opstillingene interessante og fortalte nyt for en krigsuvidende turist, som mig. Og på billetsælgeren kunne vi forstå at temmelig mange skoleklasser lægger deres vej forbi stedet i løbet af sæsonen. Og her behøver man jo heller ikke bekymre sig om, at der sker skader på rigtige autentiske genstande - dem var der nemlig ingen af her!

Skrot fra slagmarken

Autentiske genstande var der til gengæld rigtig mange af i besøgscentret til Gettysburg National Miltary Park. På dette sted - der var under ombygning og derfor lidt ribbet for genstande - kunne man få alt det krigsskrot og alle de historiske genstande, man ville se. Blandt andet eksempler på første gang man brugte 'hundetegn' til at identificere soldaterne!

En stor del af genstandene bestod af samlinger af rester fra slagmarken, som var indsamlet i tiden umiddelbart efter slaget. Disse 'relikvier' blev samlet og udstillet og somme tider lavet til souvenirs, som senere blev solgt til turister.

I samme tråd udvikledes også den guideservice, der stadig forefindes på stedet, i form af lokale, der viste pårørende mv. rundt på den store slagmark i årene efter borgerkrigens afslutning. I dag er guidekorpset stadig stort - og vidt benyttet tilsyneladende!

National Cemetery

Vi benyttede nu ikke guideservicen, men gik selv en lille tur på området. Vi så kun en lille del af det 42 kvadratmiles (hedder det mon sådan?) som hele slagmarken strakte sig over. Den del vi så består dels af den krigskirkegård, hvor de mange ofre for krigshandlingerne ligger begravet, og dels af det område, hvor en af træfningerne fandt sted (Cemetery Hill).

Cemetery Hill var formidlet via en række mindesmærker og enkelte informationstavler, men ellers var det op til gæsten selv at forestille sig den varme dag i juli 1863, hvor union og confederate soldater mødtes. Som Mogens udtrykte det, så var det af helt essentiel betydning, at dette rent faktisk var det RIGTIGE sted, der hvor det var sket. Ellers havde det bare været endnu en bakke med nogle gamle sten på...

Colonial Williamsburg

Og så kørte vi ellers til Williamsburg, Virginia, hvor vi nu er blevet indkvarteret. Allerede inden vi har gjort os de indledende ture i området, kan vi se at det er ENORMT! Der er adskillige hoteller og restauranter i området og 88 historiske huse foruden flere hundrede rekonstruktioner eller kopier af gamle huse - vi kunne sikkert have brugt langt mere end de 1½ dag, vi har til rådighed, men det hører I mere om i morgen.

Sturbridge til Gettysburg

2007-09-03T21:38:00.000-04:00

Så tog vi tilbage til Old Sturbridge Village for at mødes Jack Larkin. Og det gav - som det ofte gør - et noget andet billede af stedet, når man ser det sammen med en, der kender det ud og ind. Og det må man sige, at Jack gør - han har været ansat siden 1971...

Old Sturbridge åbnede samme år som Den Fynske Landsby (for dem, der ikke lige har årstallet øverst i hukommelsen er det 1946), og består - som også nævnt i gårsdagens indlæg - af huse, der oprindelig har stået forskellige steder i New England. Husene er somme steder forøget med udhuse mv., der er rekonstruktioner eller blot bygget, så de ligner periodens bygninger.

Skilte og levende formidling

Jeg fik anledning til at tale med Jack Larkin om alle skiltene - og om diskussionen mellem at lave en perfekt illusion af en landsby fra 1900-tallet eller formidle viden til gæsterne :-). Det viser sig, at Jack var a puritan once, som han selv sagde. Men efter lange bange diskussioner var de her på museet blevet enige om, at det var vigtigere at gæsterne fik noget viden med hjem end at de blev overbevist om en illusion, som de godt ved er en illusion (godt argument ikke?) :-)

Udstillinger

Der var mange planer om nye udstillinger og nyeandre måder at formidle historien på.

Den ene udstilling, de allerede nu havde klar, var en udstilling om landbrugsredskaber og -maskiner og udviklingen af dem i første halvdel af 1800-tallet. Dette er omtrent den udvikling, vi så i Danmark 50 år senere - og selvom udstillingen vaf enkel og low tech var den populær hos de besøgende. Det er sådan noget vi skal have i Den Fynske Landsby!

Udstillingen var første del af en tredelt udstilling om landbruget - en generel indledning til livet på landet (sådan noget med årstidernes indvirken på arbejdet osv.) og en anden udstilling om landbrug og økonomi, blandt andet med fokus på maden, hvor den kommer fra - og hvor langt et almindeligt måltid mad i vore dage rejser, før det lander på vores tallerken. En interessant vinkel - vi skal jo alle sammen spise, både før og nu, og mad har alle jo en mening om...

En anden ting, der var på vej, var et uddannelses'center' i et af de nye huse på området. Her skal landskabets foranderlige historie fortælles med moderne midler. Det kunne være tat se, når det engang er færdigt!

Moderne udstillinger i gamle bygninger

Noget af det, jeg også talte med Jack Larkin om, var problemerne med at benytte de gamle historiske bygninger til nye, modern eudstillinger med hvad det kræver af udstyr og el... De har gjort det i nogle tilfælde - blandt andet har de i the Bixby House lavet en udstilling om de mennesker, der har boet i huset. Det giver sådan set en god indføring i personerne og husets historie, men spolerer samtidig muligheden for at forestille sig, hvordan det så ud da de boede der... Et svært valg i mine øjne!

600 km på de amerikanske interstates...

Efter besøg nr. 2 på Old Sturbridge satte vi os ind i bilen med kurs mod Gettysburg, hvor vi i morgen vil se på formidlingen af specifikke steder, der har haft stor betydning for en nations identitetsskabelse. Med andre ord, vi vil besøge Gettysburg National Military Park...

Køreturen tog otte timer inkl. pauser og bragte os igennem smukke landskaber med masser af skovklædte bjerge (i hvert fald, bjergstørrelse, når de ses med danske øjne). Nedenfor ses udsigten fra bilen med Lise bag rettet og the lady in the car (det kalder jeg min GPS) i vinduet - så ved man, at man er sikkert på vej :-)

Old Sturbridge Village

2007-09-02T18:37:00.001-04:00

I dag gik turen fra Boston, hvor vi slappede af og så på byen sammen med en masse andre mennesker lørdag, til Sturbridge, hvor vi besøgte Old Sturbridge Village. Det var en tur på egen hånd, men i morgen mandag mødes jeg med Jack Larkin, der er 'chief historian' (det hedder det!) og Jean Contino, der både arbejder med genstande og formidling. Så mit indlæg i morgen vil være fra en mere vidende Lise, til gengæld er dette her et vidnesbyrd om det umiddelbare indtryk...

Old Sturbridge består af en landsby samt en gård, tre vanddrevne møller og diverse konstruktioner udenfor selve landsbyen. Bygningerne repræsenterer tiden fra 1790 til 1840 og er hovedsaglig gamle historiske bygninger flyttet til museet fra andre dele af New England.

Skilteskoven

På dette museum har man det klare formål, at gæsterne skal lære om livet i New England i ovennævnte periode. Dette ønske ses via en veritabel skilteskov på bygninger, ved bygninger, inden i bygninger...

Skiltene giver generelle oplysninger om fx. landsbyernes opbygning eller om brugen af en bestemt slags bygninger, sjældnere om selve bygningens historie og om dem, der har boet i dem. Om det skyldes manglende viden om bygningerne, eller man blot finder det generelle og typiske mere relevant end den enkelte bygning ved jeg ikke - måske får jeg svar på det i morgen!

Mange af skiltene er henvendt til børn og søger at perspektivere deres nutidige børneliv - og fastholde deres interesse... En anden kategori er de mange sponsorskilte, der også findes på mange af husene.

Museets ønske om at give gæsterne ny og større viden er prisværdigt, men jeg synes at så mange skilte - med så forskellig udseende - skæmmer museet mere end nødvendigt. Det samme kan siges om de mange barrierer af forskellig art, der er i de historiske huse. Tilsyneladende en nødvendig (?) forholdsregel for at beskytte genstandene.

Levende Formidling

Udover de mange skilte blev der også formidlet 'levende'. Dette skete blandt andet gennem en række aktiviteter og demonstrationer af forskellige ting - vi overværede afskydningen af flintlåsgevær - og så på afstand opsendelsen af en papirluftballon (det historiske islæt i denne aktivitet gik nu hen over hovedet på mig). Der blev farvet garn og lavet pottemageri, der blev lavet mad over åbent ildsted osv. Og mange af formidlerne var rigtig dygtige.

Men formidlingen foregik også i nogle af husene, hvor udklædte ansatte fortalte om deres arbejde og til tider om bygningens historie. Det lykkedes mig ikke rigtig at opdage om det var meningen, at de skulle formidle i første eller tredie person - dette vil jeg undersøge yderligere i morgen!

Plimoth Plantation

2007-09-01T09:40:00.000-04:00

I 1620 gik et engelsk skib ved navn Mayflower i land ved det, der i dag er Plymouth, Massachusetts. De engelske kolonister, som kom til at blive kaldt the pilgrims slog sig ned og oprettede kolonien Plimoth Plantation, der eksisterede frem til 1691, hvor den blev en del af Massachusetts. Denne historie kan man opleve ved et besøg på frilands'museet' Plimoth Plantation - og det gjorde vi så i går.

Plimoth Plantation (PP) består af to hoveddele; en 'engelsk' landsby (den egentlig koloni) og af hjemstedet for en familie af den lokale indianerstamme Wampanoag.

Ved ankomsten til museet blev man først vist ind til en meget vellykket introducerende film, der fortalte, hvad man som gæst kunne forvente af besøget. Og her blev oplyst om, hvordan vi skulle opføre os blandt indianerne og englænderne, og vi fik at vide, hvad museet består af, så vi selv kunne planlægge vores besøg.

Wampanoag
Der er markant forskel på oplevelserne hos de to forskellige folk. I indianerlejren (eller hos de indfødte folk, som det politisk korrekt hedder herovre) er der rent faktisk tale om ansatte, der er enten tilhører Wampanoag eller en anden indiansk stamme, som er klædt i traditionelle dragter og udfører det arbejder man ville have gjort i en traditionel wampanoag'sk lejr.

Ved indgangen til denne lejr blev der indtrængende gjort opmærksom på, at man skulle undgå stødende kommentarer, at hilse ved at sige Ugh!, og at man i øvrigt skulle være varsom i mødet med de indfødte folk. Dette siger mig, at der tidligere kan have været den slags problemer. Men det var tilsyneladende også svært ikke at sige noget forkert - selv jeres udsendte blev sat på plads, da jeg udfra min almindelige uvidenhed spurgte, hvorfra den generelle opfattelse af indianere som boende i tipier og bærende fjerprydelser kom fra. Det ville jo være det samme som at tro at alle europæere boede i samme slags huse svarede den unge indianske kvinde mig surt, mens den ældre kvinde overbærende fortalte mig, at et var steppeindianernes skikke, men at de østamerikanskeindianere var skovindianere og derfor havde andre traditioner. Som I måske har gættet spurgte jeg ikke om mere på dette sted...

Det er det eneste rigtige at have de rigtige indfødte folk til at fortælle deres egen historie, men hvis det grundet historiske årsager er så følsomt, at man som gæst ikke kan tillade sig at spørge uvidende (nogle ville måske sige dumt :-)), så er det problematisk.

Kolonisterne
Efter at have forladt den indianske beboelse kom vi til de engelske kolonisters landsby. Den er bygget til at se ud som den gjorde i 1627, syv år efter ankomsten. Husene er bygget som kvalificerede bud på, hvordan de kunne have set ud, og koloniens opbygning ligeledes. I husene var møbleret med en blanding af de møbler, pilgrimmene havde taget med hjemmefra (altså moderne kopier, naturligvis) og ting, der var forarbejdet i den nye koloni.

Det, der for alvor var interessant ved besøget på PP var, at alle formidlerne i den engelske landsby formidler i første person. De har allesammen taget en rolle på sig som en af de oprindelige pilgrimme. Der har gennem tiden været stor interesse for netop disse kolonister, der jo var blandt de første, så man har akkumuleret en ret stor viden om de enkelte personer. Hver ny formidler har en oplæringsperiode på to år, hvorefter han/hun betragtes som klar til at klare sig selv. Oplæringen består af manualer om den enkelte person man portrætterer, samt en enorm mængde viden om tiden, holdningerne, religionen osv. Og så lærer de også at tale med gammel-engelsk dialekt!

Formidlerne går meget op i at engagere gæsterne og lade dem interagere (det helt stor plusord i denne sammenhæng) med karaktererne. De bliver spurgt, om de har tænkt sig at slå sig ned, om de har nyheder fra London osv.

Jeg indså ved dette besøg for alvor, at denne formidlingsform ikke tiltaler mig ret meget. Jeg tog mig selv i at smugkigge ind i husene for at sikre mig, at der ikke var nogen formidlere eller at der i det mindste var andre besøgende, som 'pacificerede' dem, så jeg ikke behøvede indlede nogen dialog. Jeg er nok mest til den akademiske museumstilgang, når alt kommer til alt.
Men der var folk, der i den grad nød det, og John Kemp, som vi mødtes med efterfølgende, sagde, at de fleste gæster var meget positive. Dog mente han, at der er en markant forskel på amerikanere og europæere i holdningen til den meget direkte formidlingsform. I det tilfælde er jeg åbenbart en typisk europæer :-)

For og imod første person

Grundlæggende vil jeg sige, at besøget på Plimoth Plantation bestyrkede mig i min overbevisning om, at formidling i første person ikke er vejen frem. På PP har de gjort det i 30 år - hvilket overraskede mig meget - og er måske et af de steder, der tidligst har afprøvet det. De mener der, at det især er virkningsfuldt overfor børn, og det er jeg da ikke utilbøjelig til at give dem ret i. Men både børn og voksne er forskellige, og der vil nok altid være nogen, der synes det er fantastisk, og nogle, der - som mig - hellere var foruden. En interessant oplevelse var det i hvert fald. John Kemp advarede mig i øvrigt om, at det er et meget stort arbejde, hvis man først kaster sig ud i det. Det havde jeg nok gættet mig til... Man skal så overveje om udbyttet er anstrengelserne værd...

Fakta

Plimoth Plantation

Besøgende: Ca. 400.000 om året.

Grundlagt 1948.

Antal formidlere: Ca. 30.

Åbent fra april til november.

Formidling i første person betyder, at formidleren optræder som en person fra den tid, som vedkommende repræsenterer. Det kan enten være en historisk eller en opdigtet person. Formidleren spiller altså skuespil og forestilles kun at vide noget om hændelser og ting, der er sket frem til den tid, som vedkommende repræsenterer.

Formidling i tredje person kan være en udklædt eller almindeligt klædt ansat, der fortæller om husenes, beboernes eller tidens historie med et moderne udgangspunkt.

Mystic Seaport

2007-08-31T07:51:00.000-04:00

Så er det slut med New York og storbyens stress og jag. Torsdag morgen gik turen et par hundrede kilometer mod Nordøst til Mystic, Connecticut. Her ligger frilandsmuseet Mystic Seaport, der fokuserer på New Englands maritime historie.

Museet er ca. 17 acre stort og består af en 1800-tals landsby (ikke en landsby i den betydning, som vi ville lægge i det, men en række huse med forskellige erhverv samt enkelte beboelser) og et antal gamle bevaringsværdige skibe. Heriblandt det imponerende hvalfangerskib Charles W. Morgan, som man kunne gå ombord i. Her kunne man se, hvor trangt mandskabet havde haft det i de op til 5 årige perioder de ville være afsted på hvalfangst! I lastdækket, hvor hvalolien blev opbevaret kunne man stadig opleve den kvalmende lugt af olien, der må have gennemsyret hele skibet, når det var afsted. Det er Morgan, der er billede af øverst.

Et par andre interessante skib var faktisk oprindelig danske! Skoleskibet Georg Stage blev i 1934 solgt og kom af omveje til Mystic Seaport i 1947. Nu hedder skibet Joseph Conrad i stedet for, men Georg Stages skibsklokke og våbenskjoldet fra Burmeister og Wain ses stadig ombord.

Den anden danske tilføjelse til stedet er en mindre båd ved navn Gerda III (se billedet - det er den bagerste Gerda, der er tale om her...). Båden var medvirkende i evakueringen af danske jøder til Sverige i oktober '43. Men nu virker den altså som formidlingsfartøj i Mystic!

Formidling
Af gode grunde er museets formidlingstiltag tæt knyttet til det maritime miljø og der gøres en del ud af at forklare og vise, hvordan man lavede redningsaktioner, hejste sejlende, fik en robåd i vandet osv. Disse 'demonstrationer' finder sted adskilige gange i løbet af dagen rundtom på museet.

Til børnene er der desuden et par 'hands on'-lokaliteter, dels ved landsbyen og dels i en af deres tilknyttede traditionelle museumsbygninger. Her kunne børn (og voksne) lære at binde de rigtige sømandsknuder, lære semafore-alfabetet, se på fantastiske muslingeskaller og lære om livet til søs og under vandet. Det var gode faciliteter, som så ud til at blive flittigt brugt.
I det 'indendørs' hands on-rum var der desuden oplæsningshjørne, mulighed for at klæde sig ud og være sømand og mange andre ting.

Formidlingen af huse og skibe - skete primært med levende formidling - men i en lidt anden form, end den vi efterhånden er blevet vant til i Danmark. I de fleste huse og på skibene er ansatte, der kan fortælle om historien og funktionen bag stedet. De er helt almindelige moderne mennesker i moderne tøj og gør ingen anstrengelser for at virke periode-korrekte. (Bortset fra indehaverinden af den lille forretning, der vist selv var i tvivl om hun var i dette eller forrige århundrede... Dette til forvirring for mig, siden hun var i 2007-tøj). Det giver en vis frihed til f.eks. at tage mere moderne midler i brug i formidlingen - opslagsbøger, fotokopier af fiskearter og hvad ved jeg. Men mindsker selvfølgelig også fornemmelsen af at være i en landsby ved floden i 1876.

Man har heller ikke ikke noget problem med at lukke nogle huse af med plexiglas og barrierer, så folk kan se, men ikke røre, de steder hvor man ikke har folk nok til at bemande stederne. I disse tilfælde har man sat skilte op, så gæsterne kan få en eller anden ide om, hvad historien er. Et godt tiltag synes jeg! (ikke det med glasbarriererne, men det med skiltene!).

Men den stemning var der nu ellers masser af - særligt hjulpet af Mystic River og de smukke gamle huse på den anden side af floden. Her boede kaptajnerne dengang stedet var en lille by med skibsværfter og der virkelig var penge i sejlads!

Udklædte formidlere kunne man møde indimellem - det lykkedes nu ikke for os at møde nogle - og i så fald formidlede de i første person. Og ud fra karakterer, der var sat sammen på baggrund af forskning og måske ud fra flere forskellige personer. Der er ikke nødvendigvis tale om mennesker, der har haft tilknytning til huse eller skibe på stedet, men mere om karakterer, der kunne have været...

Formidlingen af en historisk periode synes at have mindre relevan for museet end formidlingen af den maritime historie. Det betyder, at selvom landsbyen er sat til at repræsentere 1876 er det ikke nødvendigvis fuldstændig gennemført. Desuden er årstallet valgt pga. fejringen af landets uafhængighed i 1776.

Stemning og liv

Vores oplevelse af museet var meget positivit - der var liv og aktiviteter og man kunne høre sømandssange og råb fra demonstrationerne rundt omkring, der var lugt af hav og skibe og mange ting at opleve. Et interessant sted, der da også trives rigtig godt med ca. 300.000 besøgende om året! Det er dog for nedadgående, fortalte vores vært Jenny Doak, for 5 år siden var der 360-70.00 stykker! Besøg det, næste gang du er i Connecticut!

Fra toppen af Empire State...

2007-08-30T21:45:00.000-04:00

Dag to i New York startede med en rigtig New York turistoplevelse - vi bevægede os 86 etager op til observatoriet i Empire State Building sammen med en masse andre mennesker. Og det var en stor oplevelse! Den ellers så støjende masse af trafik, vejarbejde og mange mennesker var kun en svag summen helt deroppe - og udsynet over Manhattan var formidabelt i det fine solskinsvejr - se selv!

MoMA
Efter det høje tårn gik turen til MoMA (Museum of Modern Art), som bød på en imponerende samling af de store moderne malere (især den stor samling Picasso var ret intereesant!) og en spændende fotografiafdeling! Desværre var Dalis The Persistence of Memory udlånt, så det fik vi ikke lov at se :(

Museet i sig selv var impnerende - nyåbnet for få år siden efter renovering og nyophængning, og aldeles fyldt med ansatte, der vogtede som høge over kunstværkerne. der var mindst en i hvert rum, blot for at holde øje med os!

Et grønt åndehul

En tur i Central Park blev det også til. Og det var en oplevelse, der kan anbefales til alle, der besøger byen. Det var dog et fantastisk sted, fyldt med legende børn, læsende New Yorkere, egern, par på gåture, løbere... Netop det man trænger til efter nogle dage omgivet af menneskemylder, osende, dyttende biler og tæt varm fugtig luft. Næste gang vi kommer herover skal en hel dag sættes af til parken!

På vores vej til Central Park var det vores mening at tage forbi Guggenheimmuseet - bare for at se det udefra. Vi var på dette tidspunkt museumsfyldte. Men så var det under udvendig renovering!! Så hele den flotte bygning var pakket ind i stilladser og afskærmning... Ikke megen arkitektur at se!

Dagen sluttede med teater på Broadway - ikke det mest velvalgte stykke skulle det vise sig, men stemningen var i top!

The Big Apple...

2007-08-29T09:32:00.000-04:00

Så blev det tid til at besøge New York. Jeg ankom mandag eftermiddag i Laguardia Airport, og hentede min kæreste/assistent :-) Mogens kl. 21 – i Newark Airport i den anden ende af byen… Turen fra Laguardia ind til hotellet på 45th street foregik med en shuttlebus, der blev fyldt op med lufthavnsgæster, der skulle til hoteller i omtrent samme del af byen – og så blev vi ellers sat af efterhånden som han nåede de forskellige lokaliteter. Sådan en tre kvarters tur gennem New York Citys mandags-myldretid gjorde mig helt overbevist om, at det var den helt rigtige beslutning, jeg tog, da jeg skubbede min billeje til vi forlader byen igen på torsdag. Mine nerver havde ikke holdt til at være chauffør i den vrimmel. Tak for tippet, Torben!

Liberty og Ellis Island

I går brugte vi så det meste af dagen på de to små øer syd for Manhattan – Liberty Island og Ellis Island. Sammen med en hoven andre turister vi færgen over, og så første Frihedsgudinden – dog uden opstigning – og derpå Ellis Island, hvor der er et aldeles udmærket og meget spændende museum om indvandringen til USA.
Ellis Island var fra 1892 og frem til 1954 det sted, hvor langt de fleste indvandrere til USA for første gang så deres nye land. Her lå America’s Gate for ca. 12 mio. indvandrere... Museet ligger i de imponerende bygninger fra 1900, som dengang rummede immigrationsstationen. Bygningerne er blevet gennemgribende renoveret i 1980erne efter en periode blot at have været overladt til forfaldet. Renoveringen har medført rigtig gode udstillingsrum samtidig med, at der i dele af bygningen er bevaret det ’kolde’, ufølsomme institutionspræg med fliser på væggene og slidte gulve mv.

Museets udstillinger var næsten genstandsløse, og i høj baseret på fotografier af og interview med immigranter. Meget virkningsfuldt. Dog var der ved indgangen en opstilling af kufferter, kister og kurve, så man næsten kunne forestille sig de lange køer af immigranter, der ventede på at gennemgå undersøgelser og forhåbentlig blive sluset ind til den by og det land, de higede efter.

Der var udstillinger, der forklarede Ellis Islands historie og gjorde rede for den gentagne udbygning af øen. De havde på et tidspunkt et temmelig stort hospital med en stor epidemiafdeling – særligt rettet mod de mange børn, der fik mæslinger og andre smitsomme sygdomme på den lange overfart.

Der var en udstilling kaldt Treasures from home, om de ting, immigranterne bragte med sig, og som i mange tilfælde har overlevet i familierne som arvestykker.

Der var en rigtig interessant udstilling om alle de undersøgelse, ’forhør’ og andre ting, som tilrejsende måtte igennem inden de fik lov at blive en del af det forjættede land – og om skæbnen for de 2 %, der aldrig fik lov.

Meget oplysende udstillinger om højdepunktet for immigrationen mellem 1880 og 1920’erne, hvor der for første gang for alvor begyndte at komme restriktioner på, hvor mange, der måtte rejse ind i landet. Og med indblik i hvordan livet så var for de nye indbyggere i det land, der efter sigende skulle flyde med mælk og honning…

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, der sagtens kan anbefales til andre New York-farere.

WTC-site
Efter at være kommet tilbage på fast grund på Manhattan måtte vi naturligvis en tur forbi det sted, hvor World Trade Center stod, dengang det stod. Tænk, det er snart 6 år siden terrorangrebet mod USA… Der er stadig et kæmpe stort hul i jorden, og for uerfarne USA-rejsende som os er det svært at forestille sig, at der engang stod to helt enorme højhuse på det sted, hvor der nu er tomt. Det var også næsten uforståeligt, at de mange skyskrabere og andre bygninger, der står relativt tæt på stedet, ikke blev ødelagt sammen med de to tårne.

I Battery Park, hvor vi kom ind med færgen, stod den skulptur, I ser på billedet. Den stod oprindeligt ved World Trade Center, men blev skadet ved angrebet. Som et symbol på håb og overlevelse er skulpturen – der er lettere skadet – flyttet til parken, hvor den kan ses sammen med den evige ild.

Grand Central Oyster Bar

Første hele dag I New York sluttede med en rigtig New York-oplevelse. Vi gik nemlig på Grand Central Oyster Bar, der ligger i kælderen under Grand Central Terminal (togstationen) og spiste østers. Idéen kom fra et Mick Schach Hjemmeservice-program vi så engang for nogle måneder siden – ogda vi nu var i nærheden virkede det som den helt rigtige ting at gøre… Jeg tror nu ikke østers bliver min foretrukne spise lige foreløbig. Men så kan man jo sige, at man har prøvet det!

Indianapolis

2007-08-26T10:02:00.000-04:00

Weekenden har stået på sightseeing i Indianapolis.

Lørdag formiddag lagde jeg ud med Indiana State Museum, som giver indblik i staten Indianas historie. Og man må sige, at de gør det grundigt - de starter nemlig med jordens fødsel!! Den del gik jeg nu lidt let henover, da jeg ikke går ud fra at historien om jordens fødsel er væsentlig anderledes set fra Indianas synspunkt end fra alle andre steder...

Men ellers var museet en god oplevelse og jeg brugte det 3½ time på det. Forhistorien og indianernes historie blev temmelig fyldigt behandlet og selvfølgelig nybyggerliv, 'de gyldne år', depression og arbejdsløshed, og amerikansk populærkultur i '50erne, 60'erne og 70'erne.

Museet er nyt - det genåbnede i 2002 i nye omgivelser og med nye udstillinger - og jeg synes det er gjort rigtig godt.

Der er gjort meget for at holde børnene interesserede - f.eks. er nogle af skiltene rettet til børn, både med spørgsmål, der skal prøve at besvare og met et sprog og en sprogstil, som gør det hele lidt mindre højtideligt. Som dette skilt, i den afdeling, der omhandlede store dyr, der tidligere havde sin gang i Indiana...

Museets særudstilling var for tiden en udstilling om Space: A journey to our future, som sådan set var skæg nok med masser af elektronik børn (og nysgerrige voksne!) kunne lege med. Her ses f.eks. et billede af Deres Udsendte foran sådan et varmekamera...

Men den overordnede tone i udstillingen var lidt for amerikansk-hvor-er-det-godt-vi-har-været-på-månen-og-vi-skal-nok-komme-endnu-længere-agtig. Så jeg benyttede chancen og forlod med MEGET airconditionerede museum og gik i stdeet en tur langs byens kanal for at få varmen.

Herefter gik turen til monument-sightseeing i Indainapolis' monumentpark - hvor der er store monumenter over snart sagt enhver krig, USA har været involveret i. Det blev nu hurtigt nok for mig, men hver sin smag...

Hovedparten af byen var i øvrigt hen under aften iført blå football-bluser med navnet på deres favoritspiller på ryggen. The Indianapolis Colts spillede mod et eller andet hold i går, og at dømme efter tilskuernes noget mutte ansigtsudtryk, da jeg så dem igen senere på aftenen, faldt resultatet af kampen ikke ud til deres fordel. Men jeg spurgte ikke.

Så gik den dag i Indianapolis. Jeg har endnu en dag i byen inden jeg i morgen rejser til østkysten, hvor fra jeg nok skal fortælle mere.

Conner Prairie

2007-08-24T21:33:00.000-04:00

Frilandsmuseet Conner Prairie ligger på 800 acre land på kanten af White River nordøst for Indianapolis. Museet grundlagdes i 1935, da Eli Lilly (direktør for Medicinalfirmaet Eli Lilly & Company, bosat i Indianapolis) købte og istandsatte Conner-familiens bolig - og åbnede den for offentligheden. Allerede fra starten foregik en form for 'levende historie' på stedet, for Lilly afholdt, hvad kan kaldte Historic Pageants, som folk kunne komme og opleve.

Først i 1970'erne åbnede den del af museet, der er en landsby fra 1836 (Prairie Town). Siden er der kommet yderligere to historiske områder til: The Liberty Corner, som er en gård fra 1886 og The Lenape Camp, som er et område, der formidler historien om den indianske stamme, der beboede det centrale Indiana, før europæerne kom til.

Prairie Town
1836-landsbyen Prairie Town består af ni bebyggelseskomplekser, der er flyttet fra forskellige lokaliteter i Indiana og genopført på Conner Prairie. Her er en skole, en smed, en pottemager, en læge, en tømrer... Det vil sige, de fleste af bygningerne var oprindeligt almindelige beboelser, men i museets formidling er de levet omdannet til at have andre funktioner. Husene blev indsamlet uden mange oplysninger om deres historie og om hvem, der havde beboet dem. Det betyder - med Dan Frea (director of museum programs)s ord - at de næsten er blevet kulisser for det historiske 'spil', som museet ønsker at opføre. Det giver mindre 'snærende bånd' i valget af formidlingsperiode og -emne, men giver også en mangel på historisk dybde.

Praire Town er befolket af 1. person formidlere - alle de udklædte har en personkarakter, de spille - de er tømrerens voksne datter, landsbyens læge, eller som på billedet her Mr Whitaker og hans associate i landsbyens general store.

De forskellige karakterer er ikke historiske personer, men konstruerede karakterer, der fortæller en mere generel historie om eksempelvis landhåndværkeren, skolelæreren og skolegangen, den velhavende læge/ejendomshandler.

Til hver karakter og hver husstand følger en omfattende sag med information om den opdigtede families historie, som den enkelte formidler å kan tale og optræde ud fra. Vi havde en god oplevelse af formidlerne, der ikke var unødigt påtagede i deres 'væren-i-fortiden', men alligevel formåede at give os de informationer vi ønskede. samtidig var der hele tiden mindst én ikke-udklædt ansat, der kunne være de besøgende behjælpelig. I det hele taget var der ret mange ansatte over det hele, næsten flere end er var gæster sådan en hed solrig dag... Men jeg synes nu alligevel, at det giver mere mening at portrættere rigtig historiske personer - hvor lidt man end måtte vide om dem - hvis man har besluttet sig for at foregive at befinde sig i fortiden.

Liberty Corner
I Liberty Corner er hovedbygningen en rekonstruktion af et gammelt hus - det repræsenterer året 1886. Formidlingen her er ligeledes 1. person, og det er samtidig stedet, hvor Conner Prairie tilbyder weekend-arrangementer, hvor op til 12 personer af gangen kan komme og passe dyr og lave mad og hjælpe til på gården udlædt i 1880'er-tøj.

Lenape Indian Camp
Det område, der skulle fortælle om de oprindelige beboere i Indiana var lidt af en skuffelse. En uengageret formidler skulle lokkes til at kigge op fra sin bog og den aktivitet børnene kunne opleve var, at en af de ansatte støbte tinsmykker og -legetøj. Ikke meget viden om Lenapeindianerne. og ikke en native american i syne nogen steder.

Opening doors
Conner Prairie oplevede indtil for nogle år siden en nedgang i besøgtstallene, som mange andre amerikanske frilandsmuseer også har set. Men på Conner Prairie har man formået at vende udviklingen de seneste par år, blandt andet på grund af en opfattende publikumsundersøgelse, analyser og en omlægning af formidlingsindsatsen.

Øvelsen går ud på, at formidlerne skal 'læse' gæsterne for at undersøge hvad de egentlig er interesserede i, og så møde dem der. På den måde er det meningen, at man skal snige mere information ind, end man måske kan have held med ved at give en 'forelæsning' om husets historie, eller det emne i ens formidling, som man selv er mest interesseret i... Den nye tilgang til 'kunderne' kaldes Opening doors to great guest experiences. Jeg fik et eksemplar af deres dvd med hjem, som jeg ser frem til at dele med mine kolleger.

Mit generelle indtryk...
af Conner Prairie var blandet. Jeg havde en god oplevelse med nogle gode formidlere, der var interesserede i at 'interagere' med de besøgende. Jeg blev også lidt skuffet over at finde plastic-afløbsrør, der løb hen over græsplænen, airconditionerede 'gamle' bygninger, og andre detaljer, der ødelagde illusionen lidt for effektivt. Det hjælper heller ikke, at den temmelig trafikerede Allisonville Road løber lige ved siden af stedte, så man ikke kan undgå at blive mindet om virkelighedens verden, når man kigger mod øst :-)

De fleste genstande i huse og gårde var enten reproduktioner eller genstande, som tilhørte en 'studiesamling' og som ikke blev betragtet som uvurderlige. Ønsket er, at alle - eller stort set alle - genstande skal være i denne kategori. På den måde kan folk have lov at røre og gøre og prøve alting. Jeg synes nu det er lidt forkert at give slip på det trumfkort, som museerne er besiddelse af i form af de autentiske genstande, i et ønske om at tilfredsstille gæsternes ønske om at få lov at være med i alting. Mere om dette på et senere tidspunkt. Jeg er træt og har hovedet fuld af indtryk.

Afsked med 'Den gamle Verden'

2007-08-23T16:30:00.000-04:00

Saa blev det dagen, hvor jeg efter tre uger skulle sige farvel til Old World Wisconsin. Paa billedet ser I ind-(og ud-)koerslen til Old World. Det er en lang vej, der snor sig gennem en granplantage og giver fornemmelsen af, at man bevaeger sig laaangt vaek fra nutidens og virkelighedens verden. Selvom man i realiteten er ret taet paa landevejen, naar man gaar rundt mellem gamle huse og gaarde.

Siden jeg ankom til Old World Wisconsin fredag den 3. august, lettere jetlagged og usikker paa hvad min studietur skulle bringe, har jeg laert og oplevet meget - og faaet gode venner og fagfaeller, som jeg er ikke paa, jeg vil have glaede af i lang tid fremover!

Jeg brugte formiddagen i dag paa en sidste tur rundt paa det naesten 600 acre store omraade for at sige farvel til nogle af de formidlere, jeg har moedt og arbejdet sammen med. Heriblandt Jane Garner - den fantastiske 'skuespiller' bag Mary Anna Hoffman, som jeg tidligere har talt om. Og Kelly, hvis frokost tilberedt over stoebejernskomfur, jeg har nydt adskillige gange.

Sidste faglige oplevelse, inden jeg forlader stedet, var deltagelsen i et moede om store arrangementer i 2008 - de faar travlt! I loebet af juni, juli, august og september er de fleste weekender optaget af arrangementer af en eller anden slags. Og med et oenske om baade at fastholde de 'faste kunder' og lokke nye til, er der ambition om at gentage tidligere tiders succeser samtidig med at der udvikles nye publikums-succeser. Som County Fair var et eksempel paa i aar. Men der kraeves mandetimer til alt det, man gerne vil - og det kan vi jo kun nikke genkendende til i vores egen danske museumsverden...

Om en times tid rejser jeg sydpaa. Efter et pit stop natten over i en forstad til Chicago, vil jeg koere de knap 300 miles til Conner Prairie, Indianapolis, hvor jeg skal moedes med deres 'director of museum programs' Dan Freas. Min vaert Susan vil heldigvis foelge med mig, siden hun aldrig har oplevet Conner Prairie. Saa den sidste afsked bliver udskudt lidt endnu.

Paa billedet her ser I det vandtaarn, der smiler ned over byen Eagle, som er en lillebitte by lige ved siden af Old World. Mange byer herude har vandtaarne med deres navne paa, men dette taarn kan naesten ikke undgaa at goere en glad, naar man koerer forbi :-)

Slut her fra Eagle, Wisconsion. Jeg skriver til jer igen, naar jeg har oplevet Conner Prairie!

Mere formidling

2007-08-21T21:28:00.000-04:00

Dag to som 'interpreter' på den danske gård i OWW gik over al forventning. Mindre regn og mere sol gav flere gæster. Og de fleste af gæsterne blev overraskede over, at de faktisk havde en rigtig dansker til at fortælle om den danske farm. Meget eksotisk :-)

Jensen fra Tommerup

Det er sjovt hvordan mange af wisconsinianerne går op i hvor deres aner kommer fra - eller i hvert fald de voksne og ældre generationer.

I dag har jeg fx. haft besøg af et ægtepar, hvor hustruen var barn af to danske forældre. Hun kunne ikke huske, hvor i Danmark, de kom fra, men de hed Jensen!

Til gengæld havde hun en anden god historie om et dansk immigrantpar ved navn Jensen. Dette Jensen-par havde ved ankomsten til USA skiftet navn til Tommerup, hvilket hun fandt ret besynderligt. Jeg kunne gøre hende opmærksom på, at de sandsynligvis havde taget navn efter det sted, hvor de kom fra - og at det sted meget vel kunne ligge tæt på der, hvor jeg boede. Det synes hun var ret spændende.

I går blev jeg overrasket over at en af gæsterne takkede mig på dansk! Det viste sig at hun for 20 år siden havde gået et år på et dansk gymnasium i Hjørring og siden havde været tilbage for at læse et halvt år på Københavns Universitet. Jeg var ret imponeret over, at hun stadig kunne tale lidt af sproget!

Snart farvel til Wisconsin

I morgen holder jeg fri for at forberede de kommende udfordringer og møder med museumsfolk andre steder i USA. Torsdag rejser jeg videre til Indianapolis - med pitstop i Chicago hos noget af min værtsfamilies familie. I Indianapolis skal jeg besøge Connor Prairie og andre seværdigheder i byen før jeg mandag den 27. august rejser videre til New York.

Formidler på The Pedersen Farm

2007-08-20T19:23:00.000-04:00

Idag har jeg tjent til mit ophold som udklædt dansk immigrant på Old World Wisconsins danske gård. Desværre var vejret ikke i top, så antallet af gæster var forholdsvist lavt. For eksempel så vi ingen ude hos os før efter kl. 12...

Museet er som nævnt ret stort, og det er indrettet sådan, at de fleste gæster starter i 'the Village'. Det betyder, at der som regel ikke er ret mange, der når ud til gårdene - der ligger længere væk - før det bliver eftermiddag. Fra en økonomisk synsvinkel virker det tungt at have alle huse og gårde besat med minimum en person fra kl. 10-17 hver dag, når behovet måske kun er det halve. Men selvfølgelig er man nødt til at leve op til det, hvis man har lovet at husene er besat hele tiden.

For at fordrive tiden tændte vi op i komfuret og lavede æbleskiver - ret sjovt at høre det udtalt på engelsk :-) Skiverne blev dog ikke helt som jeg er vant til hjemmefra, så min oldemor ville nok ikke have været helt tilfreds, men de smagte udmærket...

Til hvert hus/gård hører en række aktiviteter og en bog med opskrifter. På den måde ved de forskellige formidlere hvad der er af muligheder når de er på de forskellige steder.

På Pedersen-gården var der ret mange opskrifter; grønlangkål, kærnemælkskoldskål, rugbrød, rødgrød, brune kartofler, gule ærter, frikadeller og mange andre traditionelle sager. Jeg fik næsten hvemve...

Om navnet

2007-08-19T18:39:00.001-04:00

Og forresten! Som svar på en kommentar forleden...
Old World Wisconsin hedder, som det gør, fordi den viser, hvordan immigranter fra 'den gamle verden' levede, da de kom til den nye verden.

I morgen og tirsdag vil jeg så have ansvaret for at formidle hvordan danske landbrugere klarede sig ved mødet med Amerika - på the Pedersen Farm. Erfaringer herfra følger i morgen :-)

County Fair i Old World Wisconsin

2007-08-19T17:48:00.000-04:00

Så oprandt dagen, som hele OWWs besætning havde arbejdet henimod det sidste lange stykke tid. Torsdag og fredag havde jeg lovet at være behjælpelig på hvilken måde, jeg nu kunne. Det betød opstilling af genstande til at formidle over, binding af blomsterranker, produktion af blomsterdekorationer, sortering og labeling af frugt og grønt, og diverse andet forefaldende arbejde... Alle blomsterne på nedenstående billede blev brugt til enten dekorationer, buketter eller blomsterranker til teltpælene.

Konceptet
Hele idéen med 'Caunty Fair'-arrangementet var at genskabe et marked, som det så ud i 1865. Det betød for eksempel, at der var en velkomsttale af formanden for den lokale landbrugsforening, at der var valgtale fra en lokal politiker og frem for at en masse konkurrencer: om det bedste kvæg, de bedste heste, de bedste brød og kager, de flotteste blomster, det bedste kort, de mest velfungerende landbrugsmaskiner, det bedste kort, de bedste strikkede strømper, de flotteste græskar... You name it!

Dette betød at alle på museet var i sving - og havde været det i ugerne op til. Der lå et udførligt researcharbejde bag arrangementet, der for størstedelens vedkommende var baseret på en 1865-caunty fari i Walworth County, WI. Marty (der er curator of research) og Ellen (der er curator of collections) havde gennemtrawlet avisartilker, taler, berteninger mv. fra dette marked og havde ud fra dette materiale skrevet taler, fundet frem til hvilke ting, der blev konkurreret i og hvilke præmier, der blev givet (livstidsmedlemskaber af landbrugsforeningen, pengepræmier, sølvskeer og eksemplarer af Wisconsins landbrugsfaglige tidsskrift).

På billedet her fra 'The poduce tent' kan man se nogle af de grøntsager, der var blevet høstet fra museets haver i dagene op til arrangementet. Der var alskens gode sager og masser af det, så man blev meget overvældet.

I the town hall var smør, ost, brød, kager og pies udstillet sammen med tekstiler, blomster, tinvarer, smedesager, hatte, og en masse andet.

Dagen startede med procession og velkomsttaler, og der var børneaktiviteter, salg af diverse og musik og militia drills. Hen på eftermiddag blev der uddelt præmier - det stod OWWs assistant director Bob Parker for. Det er ham, der står på den smukt dekorerede scene...

I løbet af lørdagen (der var en regnvejrsdag) kom 1012 gæster til OWW, så der var stor tilfredshed over hele linien. men også stor træthed, De fleste af os mødte kl. 7 eller før, og kom først afsted igen kl. 18.

Jello Jigglers...
Min dag var ikke helt overstået, da vi tog afsted fra Old World. Jeg var nemlig inviteret til middag hos Jennifer, der er curator of interpretation. Her fik jeg lemon-apple-salad, som var en slags gele med æblestykker, citronsmag og marshmelows i. Det betragtedes ikke som dessert, men blev serveret til maden. til dessert fik vi derimod jello jigglers, som jeg vil beskrive som meget stift gele, skåret i forskellige former med samme slags forme, som man bruger til at forme brunkager med til jul. Mærkelig fornemmelse i munden...

Og nu vi er ved særlig amerikansk eller Wisconsiniansk mad, så blev jeg inviteret til Fish Fry i fredags. Fish Fry er vist oprindeligt en katolsk skik, men er blevet optaget i Wisconsin. EN fish fry består af stegt fisk (i vores tilfælde torsk) med pomme frites, kartoffelpandekager med æblesauce og kartoffelsalat. En ganske udmærket spise - og rigelig. Til dessert kørte vi hen til et sted, hvor vi kunne få custard, som er en slags is. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad forskellen er på custard og almindelig is?? Men lækkert var det!

Lærlinge udi kunsten at formidle...

2007-08-15T18:22:00.000-04:00

Idag - onsdag - har jeg stort set fulgt samme program som en gruppe på 13 12-16-årige børn, der er tilmeldt en daycamp, som har til formål at 'oplære' deltagerne til at være gode formidlere. De kalder den Old World Apprentices.

Programmet varer tre dage - de startede i går og vil slutte i morgen. I dag startede de med at høre lidt teori om hvordan man formidler på OWW. de havde desuden fået 'lektier' for - idet de skulle læse op på den gård/det hu, hvor de skulle være. Det er så meningen at børnene skal deltage i formidlingen sammen med de faste formidlere. Det var nogle meget engagerede børn, og flere af dem havde været med før. Det var sjovt at seden begejstring, de lagde for dagen, selvom nogle var bedre en andre til at turde tage bladet fra munden, når der var andre mennesker... Men nu havde vi heldigvis/desværre en regnvejrsdag, så i blev ikke løbet over ende af besøgende.

Jeg fik også lov at være lærling og har blandt andet malket koen. Det var alligevel noget af en oplevelse for sådan en københavnerpige, som mig!

Workshops
På et eller andet tidspunkt i sidste uge fik jeg en snak med Jennifer Van Haaften om OWWs workshops. Jeg glemte bare at få skrevet noget ned, men siden vi jo har snakket om at gøre noget i den retning i DFL kommer der lidt input her.

OWW har et rimelig omfattende Workshop-program, bestående af kurser, der på forskellige måder er oplagte i forhold til museets huse, ansatte og genereller viden. Der vil være kurser i at smede, lave kurve, bage i de gamle ovne, lave mad efter gamle opskrifter, sy quilts, spinne og væve, kurser om at tage sig af dyr - eller om gamle dyreracer... Det er OWWs erfaring at særligt de kurser, der har med mad at gøre var populære - og så smedekurserne.

Til at gennemføre kurserne bruger de enten intern arbejdskraft eller hyrer folk, hvis der er brug for en specialviden, som museet ikke sidder inde med. Kurserne hviler vistnok i sig selv økonomisk, men der er til gengæld en tendens til at de kurser, der er lidt dyrere (fx pga store udgifter til materialer) bliver valgt fra. Hvis vi vil noget for alvor med dette i DFL tror jeg vi vil gøre klogt i at orientere os i, hvad Folkeuniversitet på SDU tilbyder - og hvilket prisleje de har. Ingen grund til at konkurrere os selv helt ned med dem.

Baseball... The Brewers tabte :-(

2007-08-15T17:56:00.001-04:00

Tirsdagens sidste store oplevelse var en baseballkamp på Milwaukees stadion, the Miller Park, som I kan se på billedet. Der kan være ca 42.000 tilskuere, og rækkerne var godt fyldt op - i hvert fald i begyndelsen af kampen, men da det er en rigtig familiesport var der noget mandefald, da kampen ikke sluttede før ved 23-tiden.

Nå, men jeg oksede til Milwaukee efter dagens dont var afsluttet og mødtes med et par af formidlerne fra museet og nogle af deres venner. Egentlig var det meningen, at vi skulle 'tailgate', hvilket betyder at man mødes før kampen, på stadions parkeringsplads og drikker øl og griller. Desværre havde vi ikke tid til det helt store, men måtte nøjes med lidt af de våde varer inden vi gik ind til kampen.

Selve kampen var et studie i amerikansk kultur, som jeg sent skal glemme!! På mange måder var det ligesom at være inde i en af de mange amerikanske film, man har set gennem tiden. Lige fra den højstemte afsyngning af The Star Spangled Banner, til fødselsdagshilsner på storskærmen, småbitte mænd langt nede på banen, der løb rundt after en bold eller en base...

Det var bestemt interessant, og for rigtigt at være en del af den amerikanske ånd købte jeg en Pretzel som jeg spiste med en chees cup. Det behøvede jeg så ikke have gjort, men nu har jeg prøvet det!

Desværre gik det dog skidt for Milwaukees hold The Brewers, som jeg selvfølgelig heppede på for at føle mig som en del af fællesskabet. Efter en god første inning, hvor de fik 3 point mod modstanderens 0, vendte heldet desværre og St. Louis Cardinals vandt med (vistnok) 10 point mod tre efter de ni innings. Kampen varede fra kl. 19 til 23, så da jeg kom hjem ved 00.30-tiden var jeg klar til at få noget søvn. Hvilket vil forklare hvorfor jeg ikke har skrevet før nu...

Lamplight programs og første dag i 'period clothing'

2007-08-15T17:28:00.000-04:00

Jeg er vist kommet lidt bagud med min afrapportering pga. alle mulige ting, men jeg vil prøve at følge op i kronologisk orden...

Efter min tilbagekomst fra Chicago var første punkt på tirsdagens program at deltage i et møde omkring deres lamplight program om Laura Ingalls Wilder til efteråret. Lamplight programs er et særligt arrangement, so holdes over et antal aftener (lige nu ser det ud til at blive 4) i det tidlige efterår. Konceptet er, at gæsterne kommer efter normal lukketid og går en tur i skumringen ved petroleumslampens skær. Gæsterne kommer på besøg på 4-5 forskellige lokaliteter, hvor der vil være en lille optræden af en eller anden art.

Siden årets program omhandler Laura Ingalls wilder består de fire små skuespil af historier, som kunne være sket i Laura Ingalls Wilders bøger. Hvert lille teaterstykke indeholder et eller andet dilemma eller problem, som der skal findes en løsning på: det ene sted modtager Lauras far et brev fra sin bror om at deres hus er brændt ned og de har brug for hjælp. Her er spørgsmålet om Indallsfamilien vil rejse til deres hjælp, hvor lang tid det i så fald ville tage, om de vil have råd til at miste dette års høst fordi de ikke ville være hjemme til at passe gården osv.

Løsningerne på de fire dilemmaer bliver ikke givet på turen, men til sidst samles alle i deres town hall, for at snakke om muligheder og løsninger.

Det er første gang OWW har prøvet på denne måde med dilemmaerne og løsningsdiskussionen, så de ved ikke hvordan det vil virke. Det er også første gang et lamplight program har været rettet mod børn.

Lamplight programmerne har eksisteret i OWW i en eller anden form siden 1985, men har udviklet sig fra at være skumringsture lidt ligesom vi holder dem, til at være denne slags særlige arrangementer med et ønske om at videregive viden og information.

Teaterstykkerne bliver skrevet ude i byen og de har en amatørteaterforening til at spille skuespil - dog med hjælpe fra nogle af formidlerne indimellem. det koster 30 dollars pr person at deltage og idéen er, at det skal kunne løbe rundt i sig selv...

Jeg synes idéen er rigtig spændende og er lidt ked af at først skal løbe af stabelen i slutningen af september, så jeg ikke kan komme til at opleve det. Baseret på den succes vore HCA-teater har haft både i år og i 2005, kunne det være interessant at tænke lidt videre i de baner!

I Old World Wisconsin har de - udover Laura Ingalls Wilder - haft emner som Women on the Frontier, The Peshtigo Fire (en stor brand, der fandt sted i 1871 - samme dag som Chicagos brand), politiske emner (i et valgår!) og et Murder mystory...

Ketola Farm
Tirsdag eftermiddag gik jeg 'undercover' og deltog i formidling af en af OWWs finske gårde sammen med et par andre udklædte formidlere. Jeg er klar over, at jeg på billedet har en vis lighed med en regøringskone fra '50'erne, men det bedes I venligst se bort fra :-) Den gård, jeg var på, skal repræsentere en rimelig velhavende finsk familie på landet i 1910'erne.

Dagen gav et godt indblik i hvordan formidlingen foregår. Det fantastiske ved OWWs huse er, at man kan bruge komfurerne i dem allesammen - så der bliver faktisk lavet mad, vasket op, vasket tøj - og på the Ketola Farm har de endda en centrifuge, som kan bruges. Det betyder at den mælk, de får fra deres ko, to gange om ugen bliver centrifugeret - og fløden bruges senere til at lave til smør. På den måde er et antal af aktiviteterne allerede klaret. Det betyder også, at jeg rent faktisk har fået dejligt hjemmelavet suppe med nybagt majsbrød direkte fra ovnen til min frokost idag. Og så en kop kaffe med mælk direkte fra koen. Ikke dårligt!

HCA og Lincolns dødsleje

2007-08-13T22:19:00.000-04:00

Ind og ud af Chicago på to dage - det lader noget tilbage at ønske...

Før jeg tog hjem til Wisconsin igen besøgte jeg Chicago History Museum, for at lære lidt om chicagoansk historie. Af en eller anden grund var mine forventninger til dette museum ikke så tårnhøje. Set i forhold til gårsdagens dejlige museumsoplevelser tvivlede jeg nok lidt på, at dette kunne leve op til sammenligningen. Og da det første, jeg så, var en lillebitte udstilling af den seng, Lincoln døde i efter at være blevet offer for et attentat i 1865 voksede mine forventninger altså ikke synderligt.

Men heldigvis blev mine bange anelser gjort til skamme. På andensalen var en udstilling ved navn Chicago: Crossroads of America, som omhandlede alle aspekter af Chicagos historier, fra sumpområde beboet af indianere og pelshandlere til en nær fortid.

Infrastruktur, meatpackers, gangstere, den store brand i 1871, Fort Dearborn, der blev angrebet af indianere i 1812, raceoptøjer i 1919 og 1968, et udpluk af produkter fremstillet i byen, skyskrabere, verdensudstilling, jazzmusik... Der er mange emner at dække, når man skal fortælle en storbys historie - også selvom det er en storby med en væsentlig kortere historie end de fleste byer vi mænger os med!

Jeg synes de havde gjort et godt stykke arbejde - en god blanding af overordnet og underordnet tekst, genstande, billeder, ting børnene kunne røre og prøve... Og ordnet på en måde, så man som besøgende kunne overskue hvor man kunne få generel info og hvor man kunne søge efter detaljer om genstande og billeder. Det hele kørte langs væggene med et tekst'bånd' yders og billeder og genstande i lag bagved. Ikke helt ulig HCA-udstillingen faktisk. (Her må læsere, der ikke har et indgående kendskab til Odense Bys Museers H.C. Andersenmuseum, undskylde. Men måske en god anledning til et besøg :-))

Lincoln Park
Når vi nu tale om Andersen... Så findes der faktisk en statue af ham i Chicagos Lincoln Park tæt ved det historiske museum. Den opsøgte jeg selvfølgelig med en is i hånden (herovre har de en smag, der hedder oreo - og som er noget chokolade-, karamel-, kikseagtigt noget. Uhm!). Statuen er rejst af dansk-amerikanere i 1896. Foruden HCA var parken også hjemmevant på den måde, at man kunne leje pedaldrevne svaner til at sejle på søen i! (Igen: ikke-odenseanere opfordres til at besøge byen og gå tur langs Odense Å!) Jeg undlod dog at teste dem. Synes ligesom ikke det var retfærdigt mod de odenseanske svaner, som jeg heller ikke har prøvet.

Nå, det bliver vist lidt fjollet nu, men jeg er også træt efter to dages hård tursittid :-)
I morgen venter en ny dag som lærling på Old WOrld Wisconsin og som tilskuer til en brewers-kamp i Miller Park, Milwaukee.

Chigaco - bilernes by

2007-08-12T23:51:00.000-04:00

Chicago har været en fantastisk oplevelse den ene dag, jeg har været her. Jeg kørte min bil helt ind i midten af downtown Chicago, hvor der altså er godt med trafik selv en søndag formiddag! Efter at have efterladt bilen ved hotellet besøgte jeg to fantastiske og meget interessante museer: Field's Museum of Natural History og Art Institute of Chicago.

Det første museum ligger i en imponerende bygning, i hvis forhal man straks ved ankomsten møder skelettet af den største Tyrannusaurus Rex, der nogensinde er fundet. Det er nu ellers ikke fordi jeg sådan for alvor er interesseret i dinusaurer, men det er godt nok fascinerende! Se for jer selv, her på billedet af Sue...

Der var adskillige forskellige udstillinger, både permanente og sær i det tore museum. Jeg udforskede ikke dem alle, men gik igennem deres 'Evolving Planet'udstilling, der bragte os gæster igennem jordens udvikling fra det ikke var andet end svovldampe og til i dag. En meget veldisponeret udstilling synes jeg. Med en god blanding af korte forklarende animerede film, store livesize dispays af forskellig art, rigtige genstande (fossiler og knogler) og forklarende tekster. Min egen udstillingsoplevelse var selvfølgelig præget af at det var søndag og skolesommerferie, så der var masser af mere eller mindre uvorne børn, men det hører jo med :-)

Næste museum på turen var the Art Institute of Chicago, hvor der hænger nogle af de rigtig kendte værker, så man næsten mister pusten!

Jeg prøvede at fokusere på de amerikanske værker, hvor der er et stort antal af Whistler, af Georgia O'Keefe, Hoppers cafébillede, Magritte... Men der blev også tid til et gensyn med impressionisterne.

Efter museumsbesøgene vandrede jeg gaderne tynde i USAs tredjestørste by. Så nu har jeg helt ondt i nakken af at kigge opad :-) Chicago er en høj by...

Madison - 2

2007-08-11T21:17:00.000-04:00

Og saa vendte jeg tilbage til Madison sammen med mit vaertspar for at opleve 'Farmers Market' paa pladsen omkring the state capitol. Et stoerre marked, hvor omegnens landmaend kommer for at saelge deres frugt, groentsager, blomster, maple syrup candy, beef jerky, honning, ost... You name it. Vi blev helt maette bare af de smagsproever vi tiltuskede os paa vejen rundt om det store hvide hovedsaede for statens guvernoer.

Paa vej tilbage fra markedet koerte vi forbi den lokale bisonfarm, hvor vi koebte koed og desuden kiggede med store oejne paa de store dyr (maaske var det mest mig, der var imponeret).

Hiking
Eftermiddagens tidsfordriv var en 2-timers hike med vaertsfamiliens datter i et smukt og varieret moraenelandskab, der hedder Lapham Peak. Dejligt med lidt fysisk aktivitet paa trods af varmen!

I morgen og mandag vil jeg saa vaere i Chicago for at opleve USAs tredjestoerste by. Er allerede lidt nervoes over det der med at koere i downtown Chicago, men mon ikke det gaar. Jeg vil sende jer updates fra mine oplevelser!

Madison

2007-08-11T20:52:00.000-04:00

Madison er hovedstaden i staten Wisconsin - og det er ogsaa byen, som har lagt hus til mine besoeg baade igaar og i dag. I gaar besoegte jeg Wisconsin Historical Society, som er den 'moderorganisation', som Old World Wisconsin er en del af. Jeg blev vist rundt og inviteret paa frokost (!) af the societys Associate Director Robert Thomasgard, som ogsaa fortalte mig lidt om stedet, der for oevrigt laa i en meget smuk bygning fra omkr. 1900. Se selv billeder...

Wisconsin Historical Society (WHS) har fem afdelinger:
- En administrativ afdeling, der blandt andet tager sig af oekonomi og personale. Der er omkring 140 fastansatte var Thomasgards vurdering - plus en forfaerdelig masse loest- og saesonansatte.
- Bibliotek og arkiv, som samtidig fungerer som en del af University of Wisconsin, Madison og som praktisk talt samler og bevarer samme slags arkivalier som vores Statens Arkiver.
- Historic Sites, som blandt andet taeller steder som Old World Wisconsin, men ogsaa ni andre sites. OWW er dog det stoerste og langt det mest velbesooegte af stederne.
- Historic preservation and public history. Denne afdeling arbejder blandt andet med bevaring af historisk interessante bygninger. Dog uden at have megen autoritet eller mulighed for at stille krav. De kan opfordre, oplyse og formidle ejerne om vaerdien af den ejendom de besidder, men ikke nedlaegge veto mod en eventuel ombygning, nedrivning eller lignende... Det har vi vist ogsaa hoert foer!
- Museums division, som driver Wisconsin Historical Museum. Museet ligger paa Capitol Square og er et besoeg veard. Det daekker Wisonsins historie fra foer indianerne til nutiden. Den del af museet jeg synes bedst om var den mellemste etage, der omhandlede Wisconsins historie fra skindhandlerne til vel ca. midten af det 20 aarhundrede. Altsaa faktisk indvandrernes Wisconsin. Meget interessant at laere om.
Wisconsin betragtes som America's Dairystate, saa jeg kunne ikke staa for denne udstilling, der proever at sammenfatte betydningen af coorporate mejerier, maelk- og osteproduktion...

Den saerudstilling, der er for tiden handlede om Baseball... Den gik jeg til gengaeld lidt hurtigt henover, men jeg vil vende tilbage med mere info om sporten, naar jeg har oplevet en vaskeaegte amerikansk baseballkamp i naeste uge!

Frivillige

2007-08-09T14:06:00.001-04:00

Min formiddag er gaaet med en lang snak med Peg Woehl, der koordinerer de frivillige i Old World Wiconsin. Hun kunne fortaelle mig, at de har mellem 150 og 200 frivillige, der er aktive i et eller andet omfang.
De frivillige laver mange forskellige ting: formidler, tager imod gaester ved indgangen, de deltager i forberedelse og gennemfoerelse af Special events, de hjaelper til bag kulisserne - som eksempelvis den fyr, der hjaelper med at konservere og behandle genstandene. Men en overordnet regel er, at der ikke bruges frivillige til et job, som kunne have vaeret loennet. Det skal ikke vaere saadan, at man foeler, der er frygt for at miste sit job pga. de frivillige. De bliver kun brugt til opgaver, der ellers ikke ville vaeret blevet gjort. Af samme grund er der heller ingen problemer i forholdet mellem loennede og frivillige.

Et spoergsmaal, jeg ved vi har diskuteret i forbindelse med brugen af frivillige i Den Fynske Landsby, er hvorvidt man kan saette frivillige og loennede til at lave det samme. Her paa OWW er forskellen den, at det er de loennede, der har ansvaret. De frivillige behoever ikke have overblik over hvad der skal ske, de skal i princippet bare kunne moede paa job og give en haand med whatever aktivitet, der er planlagt den dag. Til gengaeld betyder de frivillige, at de loennede formidlere ikke behoever vaere i en bygning helt alene, hvilket kan blive lidt langhaaret paa en dag uden mange besoegende. Jeg er i hvert fald blevet anbefalet at tage en bog med, naar det bliver min tur til at bemande the Pedersen Farm om en uges tid...

Krav og forventninger...
Og hvilke krav kan man saa stille til mennesker, der frivilliogt og uden at faa noget for det stiller deres tid og arb ejde til raadighed. Her paa OWW udfaerdiges en slags kontrakt, hvor den frivillige skriver hvad han/hun gerne vil arbejde med, hvor meget og for hvilken en periode. I kontrakten lover man ogsaa at melde afbud naar man ikke kommer osv., saa OWWs volunteer Coordinator ved hvad hun har at regne med.
Til gengaeld herfor er der selvfoelgelig nogle frynsegoder. Fri adgang til baade OWW, men ogsaa de oevrige Historic Sites, som er en del af Wisconsin Historical Society. En picnic om sommeren, hvor man desuden uddeler 5- og 10-aars pins, en middag om efteraaret, billigere medlemsskab af venneforeningen med hvad det medfoerer af rabatter paa butikken, arrangementer osv.

Alle disse goder til trods oplever man herovre, at det er svaerere at faa frivillige. Hvervningen sker gennem Non-profit organisationer, der saetter folk, der gerne vil vaere frivillige i kontakt med organisationer, der mangler frivillige, men det er altsaa ikke saa nemt, som det har vaeret. Dette kan skyldes mange ting: flere pensionister i bedre form - de har mange andre ting de ogsaa gerne vil, maaske en generel lavere interesse for frivilligt arbejde end tidligere.

Glaeder og omkostninger
Men hvorom alting er er der en stor tilfredshed med og brug for de frivillige. Men der bliver gjort opmaerksom paa, at de ikke er helt gratis i loentimer. Her paa stedet er der en person, der arbejder 4 dage om ugen med det ene formaal at koordinere de frivillige. Og det er langt fra tid nok, fortaeller hun mig. Saa naar/hvis man vaelger at basere mere formidling eller andet paa frivillige skal man vaere sig det bevidst at uddannelsen, organiseringen, den daglige 'drift' af et frivillighedskorps ogsaa koster tid og penge!

First person interpretation

2007-08-08T22:23:00.000-04:00

First person interpretation betyder, at en formidler optraeder som en historisk person. Vedkommende spiller en slags skuespil, opfoerer sig som om hun eller han befinder sig i fortiden og kan kun tale med besoegende ud fra dette udgangspunkt. Egentlig er det ikke lige min kop te, men dagen i dag var sat af til at opleve Old World Wisconsins eneste first person interpreter, Jane Garner, der er at finde som Mary Anna Hoffman, som boede i et blandet samfund (hvide europaere og sorte frigivne slaver) ved navn Pleasant Ridge. I kan se hende paa billedet her.

Jane fortalte om hendes studier for at komme saa meget ind under huden paa Mary Anna, at hun kan 'vaere' hende, naar der er gaester. Det er ikke fordi man egentlig ved ret meget om selve personen Mary Anna Hoffman, men det er absolut noedvendigt, at den formidler, der spiller en historisk person, er meget velinformeret om den periode vedkommende levede i. Pleasant Ridge i starten af 1900-tallet var et relativt oplyst samfund. Mary Anna ville laese aviser - i hvert fald de lokale sproejter, men formentlig ville hun ogsaa have en vis viden om hvad der i oevrigt foregik i verden omkring hende. Til gengaeld ved hun ikke, hvadd er sker efter 1919, som er den tid, hvori hun er.

Paa mit spoergsmaal om hvordan publikum reagerer paa denne pludseligt rejse tilbage i tiden svarede hun at det var meget forskelligt. Det er tydeligvis ikke alle, der finder denne form for formidling tiltalende. Det blev meget tydeligt, da hun gav mig en 'proeve' paa hvem Mary Anna er. Der kom gaester forbi, men de blev ikke saa laenge fordi Mary Anna straks indledte en samtale me dem og fik dem til at forstaa, at hun - og dermed ogsaa de - befandt sig i 1919.

Men jeg var nu impoeneret. Det er ikke bare lige at goere at skabe illusionen om at vi sidder i en anden tid og taler om ting, der var paa sit hoejeste paa dette tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at der laa et stort stykke arbejde bag - og at det er et arbejde, der ikke er slut... Problemet paa Old World Wisconsin er at der kun er eet sted, hvor der er first person interpretation. Det betyder at publikum maaske ikke er forberedt paa denne form for formidling og derfor har lidt svaert ved at vie hvordan de skal reagere. Det gode ved denne situation er dog, at gaesten kan gaa videre til naeste omraade og spoerge en formidler, der befinder sig i nutiden, hvordan det hele haenger sammen...

I Conner Praire i Indianapolis er hele landsbyen befolket af first person interpreters, det bliver spaendende at opleve, naar den tid kommer.

Naa, det maa vaere nok for nu. Der kommer billeder af Mary Anna Hoffman i morgen, for de vil ikke rigtig som jeg vil i aften. Godnat
Lise

Lightning bugs og collections...

2007-08-07T22:11:00.000-04:00

Saa er jeg gaaet igang med rigtigt at goere mig bekendt med amerikansk kultur. I gaar (mandag) flyttede jeg ind hos familien Duffin, som bor i et hus i udkanten af Oonomowoc [Oh-con-oh-ma-walk paa amerikansk lydsprog - trykket ligger paa con]. Familien har aabnet deres hjem og arme for mig, hvilket jeg saetter stor pris paa. Det er noget sjovere at have et hjem at komme hjem til i stedet for et hotelvaerelse.
Og saadan ser det ud, det hus jeg bor i nu. Jeg har faaet eget vaerelse i underetagen med adgang til eget badevaerelse. Saa jeg klager ikke...

Og min indfoering i amerikansk kultur har i dag foert mig til et sted, hvor vi fik Drive In-sundae ice serveret af unde piger i korte kjoler. Susan fortalte endda, at de oprindelig havde haft rulleskoejter paa, naar de rendte rundt mellem bilerne og serverede...
Og siden hen, da jeg gik tur med Oreo, som er familiens 11 aar gamle springer spaniel, modte jeg frieflies eller lightning bugs, som indimellem pludselig lyste op paa min vej. Det gjorde det endnu mere eksotisk at bevaege sig rundt herovre paa den anden side af jorden i noget der ligner 30 graders varme og med hoej! luftfugtighed...

Curator of collections
I gaar brugte jeg en god del af formiddagen sammen med Ellen Penwell, der er curator of collections paa Old World Wisconsin. Ellen udgoer ene kvinde den samlede bevaringsafdeling med ansvar for de ca. 50.000 genstande, som museet ligger inde med. Af disse er ca. 80% udstillet i de historiske bygninger halvdelen af aaret, mens de resterende befinder sig paa et nyt (fra 1997) klimastyret magasin samt paa diverse mere eller mindre haabloese tilfaeldig opbevaringssteder rundt om paa omraadet.
Ellen er ansvarlig for bevaring/konsevering af genstandene, for indsamling (de udfoerer en passiv indsamling, som meget ligner hvad vi goer i Historisk Tid paa Odense Bys Museer), for valg af interioer i bygningerne, udarbejdelse af diverse kopier af genstande, registrering samt al reseach paa materiel kultur, eksempelvis i forbindelse med stoerre arrangementer.

For tiden arbejder hun med den County Fair, som OWW for foerste gang skal afholde den 18. august. Paa alle hendes forberedelser kan jeg se, at de arbejder rigtig haardt paa, at den begivenhed i saa mange detaljer som muligt skal komme til at ligne en country fair, som en blev afholdt i 1860erne. Rigtig interessant at foelge hendes arbejde!

The Pedersen Farm
Baade i gaar og til eftermiddag har jeg arbejdet lidt paa at undersoege hvordan de formidler deres forskellige historiske bygninger. Og siden jeg lige saa godt kunne tage fat i noget, som jeg vidste lidt om, har jeg taget fat i museets danske gaard 'The Pedersen Farm'. I gaar havde jeg fornoejelsen af at laese op paa deres Pedersen Manual, der er det materiale, deres interpreters faar at arbejde udfra. Heri er gengivet en grundig folketaelling fra omkring 1890, end indfoering i Danmarks historie (paa 4-5 sider - saadan skal det goeres!), materiale om den danske indvandring til USA og en lidt mere uddybende historie om den familie, som engang har beboet stedet.
Manualen havde ogsaa opskrifter paa mad, der kunne laves (flaesk, kaal og aebleskiver var bland andet paa menuen) og aktiviteter, der kunne gennemfoeres paa gaarden.

I dag brugte jeg saa en del af min eftermiddag paa at 'skygge' den interpreter, der bemandede Pedersen gaard. Han hedder Ty, er lige fyldt 20 aar og var egentlig mere interesseret i at fortaelle mig om alle Milwaukees bryggerie - han var chokeret over, at jeg endnu ikke havde smagt Wisconsinsk oel... Naa, men han viste mig ogsaa omkring paa stedet og kunne for eksempel fortaelle mig, at udover at Dr. Margrethe ahvde indviet huset tilbage i 1976, saa har hun faktisk ogsaa doneret baade et manglebraedt (a mangle) og banketaerskel. Hvordan hun dog kan finde paa saadan at saelge ud af nationens sjaeldne kulturlevn ;-) De donerede genstande ses ovenpaa skabet paa billedet til venstre.

Opening Doors at Conner Prairie
Den sidste oplevelse, jeg vil dele med jer, inden jeg vil drikke en kop te med min vaertsfamilie og derefter slukke for hjernen for i aften, er en dvd fra frilandsmuseet Conner Prairie, som jeg vil besoege efter mit ophold i Wisconsin.
Dvd'en, som hedder 'Opening doors to great guest experiences', er en gennemgang af en meget grundig publikumsundersoegelse, som museet har lavet for nogle aar siden.

Undersoegelsen benyttede blandt andet optagelser af gaester, der fik en mikrofon sat paa ved deres besoeg, videooptagelser af interpreter'ne, samt spoergeskemaer mv. Ud over at faa en bedre forstaaelse af, hvad deres publikum gerne ville blev deres egne medarbejdere ogsaa mere klar over deres egne forcer og svagheder. Og saa vidt jeg kunne se (men nu var det jo museet selv, der havde lavet dvd'en) saa havde de ogsaa formaaet at faa nogle af publikums oensker implementeret. Ifoelge min 'arbejdsvaert' Jennifer ovenikoebet med en betydelig stigning i antallet afd besoegende og i de besoegendes tilfredshed. Ikke daarligt... Jeg vil se om jeg kan faa en kopi op udner neglende, saa andre ogsaa kan se, hvad de har taenkt og gjort.

Foreloebig har jeg en aftale med Dan Freas, som er director of museum experiences, fredag den 24. august. Saa maa vi se, hvad det er de kan...

Godnat for nu, vi skrives ved
Lise

Milwaukee Art Museum

2007-08-05T18:01:00.000-04:00

Har i dag besøgt Milwaukee på en fugtig, varm, klistret dag... Varmen mærkede man dog ikke meget til på Milwaukees kunstmuseum, hvor air conditionen var skruet så højt op, at man kom til at fryse hvis man opholdt sig for længe ved kunstværkerne. Hmm, måske er det en del af sikkerhedssystemet???

Nå, men bortset fra kulden er museet aldeles anbefalelsesværdigt. Der er en flot samling af moderne kunst, hvoraf jeg fokuserede mest på det amerikanske, selvom der også var en enkelt Picasso og en Chagall, der var svær at komme udenom... Georgia O'Keefes Poppies som vist ovenfor for eksempel, Duane Hanson, Lichtenstein, Warhol osv.

Og så var der en dejlig særudstilling om Pissarro, der jo er en fornøjelse for én der har et særdeles blødt punkt for impressionisterne...
Museet ligger i en imponerende, skibslignende bygning på kanten af Lake Michigan og er i sig selv et besøg værd...

Milwaukee Public Museum
Inden mine anbefalinger af Milwaukees kulturelle oplevelser løber af med mig, må jeg også lige fortælle at jeg besøgte et andet museum - nemlig Milwaukee Public Museum. Det var jeg ikke helt så imponeret af. Det var en blanding af naturhistorie, geologi, historie (?) og dinosaurer...

Det mest interessante var, at man der kan gå en tur i en European Village, med en masse huse, der hver er fra en europæisk land. På den måde kan man se hvad amerikanere forstår ved dansk, tysk, græsk osv. Det danske hus var præget af alkover, amagerhylder, og bøger på et sprog jeg ikke genkendte... Men mon ikke også jeg ville have lidt svært ved præcist at definere vad der gør Wisconsins kultur forskellig fra Iowas eller Illinois'??

Farvel til Pewaukee
I morgen pakker jeg mine ting og forlader min hidtidige residens på Best Western Waukesha Grand i Pewaukee. Jeg skal flytte til Oconomowoc (som jeg næsten har lært at udtale korrekt) til min værtsfamilie i morgen, det bliver spændende!

Laura Ingalls Wilder Day - 2

2007-08-04T21:51:00.000-04:00

Allerede i går kunne jeg forstå på snakken blandt de ansatte på Old World Wisconsin, at Laura Ingalls Wilder Day er noget særligt og et meget højt besøg. stal var forventet. I år er første gang de prøver at afholde arrangementet på en lørdag. Oprindelig lå det om torsdagen som et forsøg på at øge besøgstallene uden for weekenderne - og med en hvis succes. Der har været år, hvor der har været 2500 gæster på besøg for at fejre Laura Ingalls Wilder.
Det skal måske lige nævnes, at OWW har højsæson i juni, juli og august, fordi børnene i Wisconsin har sommerferie fra midt i juni til lige efter Labour Day-weekend (første weekend i september). Så alle børnefamilierne har jo ikke noget problem med at komme til et arrangement midt på ugen.

Frivillige og lønnede
Nå, men dagen blev indledt med en pep-talk til alle interpreters og voluntører inden de blev sendt ud på deres poster. Det er denne situation, der er billede af øverst. De sidder på verandaen foran The Four Mile Inn, som er landsbyens kro.
De frivillige og de fastansatte interpreters arbejder sammen omkring at gøre de enkelte gårde og huse beboede. For nylig er hele formidlingsstrukturen på museet blevet omstruktureret, således at en enkelt fastansat fuldtidsformidler er 'leder' af et enkelt område - eller i landsbyen for en enkelt bebyggelse. Denne person er både selv formidler og samtidig Jennifers mellemled til området.

Det var min klare opfattelse at der ikke var nogen form for konflikt eller uklarhed i rollefordelingen mellem ansatte og frivillige. 'They're so nice to me and grateful, because they don't have to pay me' som en af de frivillige fortalte mig. En anden frivillig understregede, at der fulgte en del frynsegoder (perks) med - gratis adgang og fri deltagelse i forskellige arrangementer, så han gjorde det mest for sin egen fornøjelses skyld...

Omkring på museet
Dagens aktiviteter var fordelt, så der var noget at komme efter for børnene selv i de yderste hjørner af det store område. Størrelsen på museet gør, at der ikke virker overfyldt selvom der skulle være så mange gæster, som nævnt ovenfor. Der kan selvfølgelig være køer ved de mest attraktive aktiviteter, men det var nu ikke noget jeg oplevede som problematisk.

Størrelsen gør naturligvis også, at det tager tid at komme rundt. Dette har man valgt at løse ved hjælp af trams, der transporterer gæsterne rundt i området. Det er store, grimme, larmende vogne der ustandselig buser forbi på stierne. Ikke lige det, der skal til for at opretholde illusionen om at befinde sig på den midtvestlige prærie for 150 år siden...
Man kan dog - hvis man gider at gå - tage vandrestierne, der fører igennem nogle kønne naturområder mellem de enkelte bebyggelser. Ud over at befri én for de larmende trams giver stierne også den for området karakteristiske Kettle Moraine, der er et morænelandskab skabt af isens bevægelser under den sidste istid. Resultatet er en mænge små søer og bløde bakker.

---

I morgen søndag har jeg en day off. Den vil jeg bruge på at være turist og se mig om i Milwaukee, hvor der efter sigende skulle være et meget interessant kunstmuseum - desuden afholdes for tiden Wisconsin State Fair i byen, så jeg er sikker på, der er meget at opleve.

Godnat

Laura Ingalls Wilder Day

2007-08-04T19:17:00.001-04:00

I dag har jeg set flere små piger med kyser og forklæder, end jeg har i hele resten af mit liv tilsammen! De var i alle aldre og mere eller mindre historisk korrekte, men alle gik op i det med liv og sjæl.
Dokumentation for denne påstand kan ses på billedet ovenfor af en lille del af køen til the Laura Ingalls Wilder Pageant, hvor man enten kunne stille op som Laura, Mary, Almanzo eller Alice (for dem, der ligesom jeg, ikke har historien helt så present, som mine amerikanske værter, kan jeg fortælle at Almanzo er ham Laura bliver gift med og Alice er hans søster).

Denne her optræden var kulminationen på en dag med aktiviteter taget fra Laura Ingalls Wilders bog Farmer Boy. Det vil sige, at børnene kunne prøve aktiviteter som at kærne smør, rensekorn i en rensemaskine, lave is (stor succes, da det også indebar en smagsprøve...), vaske tøj, lave lys, hoppe i høet (!!) og meget andet. Der var desuden en stavekonkurrence i den norske Raspberry School, som børnene gik op i med liv og sjæl. Måske særligt fordi ham, der styrede den gjorde et rigtig godt job som den forvirrede lærer...

Aktiviteterne i sig selv var ikke specielt anderledes end mange af dem vi kender - og mange af dem, som man i OWW også til andre arrangementer laver. men idéen med at knytte dem sammen via Ingalls Wilders bøger virker åbenbart som en publikumsmagnet. Bøgerne er i meget højere grad end jeg var bevidst om en del af wisconsingensernes selvforståelse.

- Mere om Laura senere...

Old World Wisconsin

2007-08-03T21:05:00.000-04:00

Så kom jeg til Chicago, kørte derfra til Pewaukee i Wisconsin og fik mig indkvarteret efter en laaaang torsdag. I dag har jeg haft første dag på Old World Wisconsin.

OWW åbnede i 1976 som Staten Wisconsins gave til sig. Museet ligger på et stort område uden for lands lov og ret og indeholder over 60 bygninger, der alle sammen oprindeligt har stået rundt om i Wisconsin. Museets overordnede tema er at fortælle historien om den store indvandring til Wiscinsin af tyskere, skandinaver og polakker, der fandt sted i 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Museet består af en landsby - Crossroads Village - med General store, Blacksmith, Inn mm - samt områder med gårde og huse fra de nationaliteter, som museet ønsker at fortælle om.
Således eksempelvis det tyske område, det polske, finske, norske - og ja, der er også en enkelt dansk farmstead - the Pedersen Farm - som i parantes bemærket blev indviet af dronning Margrethe, da museet åbnedes i 1976.
Den danske gård, som I kan se på billedet øverst i dette indlæg, ligner som I kan se ikke ret meget de gårde samtidige danskere i DK byggede. Men herovre i det nye forjættede land var der ikke samme mangel på træ, som var tilfældet hjemme.
Den primære formidling af historien sker gennem udklædte interpreters, der fungerer rimelig meget som Den Fynske Landsbys levende historie, bortset fra at de fortæller meget om husenes historie og om de personer, der har levet i dem.
I et enkelt tilfælde bruges der dog 1. person interpretation, dvs. at en af de ansatte påtager sig en historisk persons karakter og optræder som hende. Mary Anna Hoffman, som personen hedder, har jeg dog endnu ikke mødt.

Den helt store forskel var i mængden af levendegørelse - i dag var der 20-22 personer på arbejder. Næsten alle husene var således 'beboet' af en eller flere, der ordnede have, passede butikken eller lavede mad samtidig med at de fortalte gæsterne om stedet.

Jeg brugte det meste af dagen på at blive bekendt med set ret store område sammen med en amerikansk pige, der lige var blevet ansat som youth program coordinator. I morgen går hele dagen så med Laura Ingalls Wilder Day, som er et af museets største arrangementer. 'Fejringen' af Laura Ingalls Wilder går langt tilbage og skyldes, at hun var født i Wisconsin.

De seneste år har man brugt de enkelte bøger som inspirationskilde - i år er det den tredie bog Farmer Boy, der har været inspirationen bag aktiviteterne. De indebærer blandt andet lysestøbning, smørkærning, stavekonkurrence i town hall og en look alike pageant for børn! Jennifer (Curator of Interpretation) fortalte mig, at de havde været nødt til at gå væk fra en reel konkurrence med én vinder og nogle andre, der ikke vandt. Forældrene blev alt for ophidsede, når deres poder ikke vandt. 'It got ugly' som en af de andre ansatte sagde... Så sig ikke, at man ikke går op i sin historie herovre :-)

Således opdateret vil jeg stoppe for i aften.

Næsten i luften...

2007-08-02T07:36:00.001-04:00

Om 2 timer letter flyet mod Chicago. Jeg er checket ind, har afleveret bagagen og er blevet sikkerheds-tjekket. Så nu skal tiden bare gå her i Københavns lufthavns afgangshal...

Vejret hvor jeg skal hen ser stadig strålende ud, på den ikke-danske måde, så jeg forventer at få brug for alt det sommertøj jeg har pakket.

Nå, jeg skriver igen fra den anden side af Atlanten...

Afgang

2007-08-02T01:24:00.001-04:00

Sådan ser det ud når et styks museumsinspektør forlader hjemmet for at være på studietur i næsten seks uger - det vejer noget! Men heldigvis må man have 2x23 kg bagage med, når man rejser til USA med SAS...

Jeg forlod Odense i går for at holde et pitstop hos mine forældre i København, inden jeg tager med fly nr SK943 mod Chicago kl. 15.35.
Flyet lander i USA kl. 17.30 lokal tid - på dette tidspunkt er kl. 00.30 inden i mig, så jeg håber jeg har fået sovet lidt i luften, inden jeg skal køre de sidste 150 km i lejet bil til hotellet. Mon ikke jeg sover godt næste nat?!?

Første punkt på det program, jeg har modtaget fra Jennifer Van Haafen (Curator of Interpretation på Old World Wisconsin), er en generel introduktion til Old World Wisconsin fredag startende kl. 10. Jeg får tid til - alene og sammen med Jennifer - at opleve OWW, og der er sat tid af til en mere grundig indføring i museets historie og målsætninger samt en generel snak om resten af de tre ugers forløb.

Nu, hvor jeg har korresponderet med ansatte ved museet i så lang tid kan jeg næsten ikke vente til at møde dem i virkeligheden og til at se deres museum. Det bliver spændende!

At bo i Oconomowoc

2007-07-27T13:02:00.000-04:00

Oconomowoc - sådan hedder den by, jeg skal bo i i knap tre uger startende fra mandag den 6. august. Der ser ud som I kan se på billedet... Navnet er indiansk og betyder noget i retning af 'stedet, hvor vandene mødes'. Det giver god mening, da byen ligger ved siden af en masse større og mindre søer.

Oconomowoc ligger vel 30-40 km fra Old World Wisconsin og i alt ca. 200 km nord for Chicago. I kan læse om byen her

Grunden til, at jeg nu pludselig er blevet klogere mht. mit kommende opholdssted er at jeg endelig langt om længe - efter en del mailproblemer - er kommet i kontakt med min værtsfamilie. Den består af Susan og John Duffin, der er henholdsvis museumsansat på OWW og klinisk psykolog på det lokale sygehus. Parret har to børn, Conor på 26, der bor på vestkysten og Kirstin på 23, der er hjemmeboende og ved at søge indpå Uni. De har også springer spaniel, der hedder Oreo!

One week to go!

2007-07-27T03:09:00.001-04:00

Så er der under en uge til! Mange aftaler er ved at falde på plads, de fleste hoteller er booket og jeg glæder mig til at skulle afsted.
Det danske vejr, der for tiden jo mest byder på regn og rusk (lige nu tordner det for eksempel) gør sit til, at jeg længes efter Wisonsins fastlandsklima. Som I kan se på dmi.dk ser det ud til at være strålende vejr og dejlig varmt, der hvor jeg skal hen...

Planlægning, planlægning, planlægning...

2007-07-19T03:28:00.000-04:00

Der er en del ting, der skal på plads, når man planlægger 5 ugers studieophold og rundrejse i USA. Heldigvis er den amerikanske frilandsmuseumsverden tilsyneladende fuld af imødekommende og hjælpsomme mennesker. Alle de tilbagemeldinger jeg får derovre fra er positive, og alt kan vist lade sig gøre :-)

Som det ser ud nu bliver min rejseplan som følger:

2. august: ankomst i Chicago
3.-24. august: ophold på Old World Wisconsin. Mens jeg er her bliver jeg indkvarteret privat hos museets assistant director, Susan Duffin.
25.-26. august: Denne weekend regner jeg med at skulle besøge frilandsmuseet Connor Prairie, der ligger i Indianapolis.
27. august: fly til New York City
27.-30. august: New York. Her går turen blandt andet til Ellis Island Immigration Museum, Empire State Building - og måske en teatertur på Broadway? Der findes også et frilandsmuseum, Historic Richmond Town, på Staten Island, som der måske bliver tid til.
30. august: Mystic Seaport i Connecticut
31. august: Plimoth Plantation i Plymouth, Massachusetts
1. september: Boston
2. september: Old Sturbridge Village, Sturbridge, Massachusetts
3.-4. september: går turen sydpå. Undervejs måske besøg i Philadelphia.
4.-6. september: Williamsburg, Virginia. Her har jeg aftalt et besøg på frilandsmuseet Colonial Williamsburg, og vil også gerne nå at besøge Historic Jamestown, som er det sted, hvor englænderne første gang bosatte sig permanent.
6.-9. september afsluttes studieturen med nogle dages ophold i Washington med museumsbesøg mv.
Den 10. september lander jeg i Danmark igen...

På vej til USA

2007-07-17T04:04:00.000-04:00

Velkommen til denne blog, der skal bruges til at fortælle de interesserede omgivelser om min forestående studierejse til USA. Som I kan læse i min profil ude til højre hedder jeg Lise Gerda Knudsen og er museumsinspektør ved Odense Bys Museer, hovedsaglig med frilandsmuseet Den Fynske Landsby som ansvarområde.

Om to uger og to dage rejser jeg afsted på en 39 dage lang studierejse til USA. Rejsen er finansieret af Kulturarvsstyrelsens formidlingspulje 5 og har til formål at fylde mig med viden om og idéer til hvordan man kan formidle historien til vores gæster i Den Fynske Landsby.

Fra min ankomst i Wisconsin den 2. august og ca. tre uger frem vil jeg opholde mig på frilandsmuseet Old World Wisconsin, som har inviteret mig. De har også været søde at sørge for privat indkvartering derovre, så jeg skal bo hos Susan Duffin, der Assistant Director, og hendes mand. Det bliver spændende og giver forhåbentlig bedre mulighed for at opleve vaskeægte amerikansk kultur :-)

Efter opholdet på Old World Wisconsin skal jeg besøge en række andre amerikanske frilandsmuseer, og den rundrejse er jeg i færd med at planlægge nu. Der skal laves aftaler med museerne, bestilles hoteller mv. alt imens man skal huske at afstandene i USA er nogle andre, end dem man er vant til på Fyn!! Der kommer nogle kilometer i hjulene på de lejede biler jeg skal fragte mig rundt i...