Sidst, men absolut ikke mindst!

Sidste stop på denne studietur, der nu har varet fem en halv uge, er Washington DC. Vi ankom torsdag aften sent og tager afsted til København i morgen formiddag. Så der har ikke været meget tid til at opleve hovedstaden i verdens mest magtfulde land - og vi har valgt få ting ud, for at de enkelte oplevelser ikke skulle drukne i mængden...

Der er jo nogle ting, man ikke kan (eller skal) undgå at se, når man besøger Washington. Så vi har selvfølgelig set Det hvide Hus, Capitol og Washingtonmonumentet. Sidstnævnte kan ses over store dele af byen, siden det er 555 fod højt og placeret midt på The national Mall, der er det stykke 'grønt', der rummer en stor del af byens mindesmærker, museer og større statsinstitutioner.

Fantastiske museer
Udover mindesmærker og must see-bygninger har vi på de to forgangne dage haft to fantastiske museumsoplevelser; US Holocaust Memorial Museum og National Museum of the American Indian.

Holocaust i Washington
United States Holocaust Memorial Museum åbnede i 1993 i en ny til lejligheden bygget museumsbygning. Et besøg på museet er en stærk oplevelse, der bringer gæsten fra begyndelsen på nazistisk styre i Tyskland, over indledende jødeforfølgelser, forfølgelser og fængsling af politiske modstandere mv., til de mest grusomme beretninger, billeder, film og erindringer fra jødiske ghettoer og koncentrationslejrenes virkelighed. Og endelig til en slags forløsning ved krigens afslutning…

Historien var velkendt, genstande og billeder til dels velkendte, men uanset dette var det en voldsom og meget fængslende oplevelse at bevæge sig igennem museet. Vi var der næsten fire timer uden rigtig at opleve at tiden gik. Og der var meget, meget stille, selvom der var et stort antal gæster samtidig med os. I denne anledning kan det nævnes, at museet har haft op imod to mio. gæster om året i de 14 år, det har eksisteret.

En interessant observation på museet var amerikanernes accept af det ansvar, USA havde i forbindelse med holocaust - den hårdnakkede uvilje imod at lade jødiske flygtninge komme ind i landet, selv efter alle grusomhederne var blevet velkendte for omverden. Uviljen mod at forsøge bombning af de værste udryddelseslejre sidst i krigen. Erkendelsen af eksistensen af nazistiske organisationer i USA mv.
Hvis man skulle efterspørge noget på museet, var det en perspektivering af holocausts umenneskeligheder i forhold til andre af historiens folkemord - inklusive dem, der stadig foregår. Disse emner er ikke behandlet på museet, men til gengæld kan man lære om dette emne på museets webside. Her er blandt andet Darfur-regionen og Sudan blandt emnerne.

Dette afsnit er, som I måske har opdaget, uden billeder. Det skyldes ganske simpelt, at fotografering ikke var tilladt på museet - man havde heller ikke rigtig lyst, skal jeg skynde mig at tilføje...

The American Indian
Idag (lørdag) stod den så på besøg på et af Washingtons nyeste museer - National Museum of the American Indian der åbnede i 2004.

Museumsbygningen i sig selv er et besøg værd! Den er bygget ud fra indianske principper og har et nærmest organisk udtryk med bløde former og naturmaterialer. Omkring bygningen er plantet afgrøder, som forskellige indianske folk har benyttet, der er forskellige naturområder, som dem indianske folk har levet i...

Og denne tilgang til museumsomgivelserne er ført igennem til den mindste detalje i montrer, skilte - selv til museumscaféen, hvor vi indtog en fantastisk frokost bestående af forskellige former for indfødt amerikansk mad (Mogens fik mad, som de nordvestamerikanske steppeindianere ville have spist det (steppebison), mens jeg spiste som en mellemamerikansk indianer (taco m. kylling og forskellige slags bønner) - uhm! Det hele blev sluttet af med mexikansk kakao med chili...).

Vi så to af i alt fire udstillinger; én om de indianske folks situation i dag og én om deres historie - set både fra indianerne selv og med europæiske/amerikanske øjne. Det var en interessant oplevelse med to så forskellige tilgange til historien. Sjovt, for eksempel, at se en historisk begivenhed, der fandt sted long ago...

Deres behandling af genstandene var fantastisk! De blev præsenteret som de smukke og unikke genstande de var, samtidig med at al information blev givet - ofte på på trykfølsomme skærme placeret foran montrene. På den måde får man både det æstetiske og det vidensmæssige behov opfyldt! Foruden de udstillede genstande fik man som gæst adgang til endnu flere genstande i skuffer under montrene - oplysninger om disse kunne ligeledes findes på skærmene.

Jeg har oplevet samme formidlingstilgang på Nationalmuseets 'Etnografiske skatkamre', men her bare i større overdådighed!

Vores fælles oplevelse af National Museum of the American Indian var i top - det var en helhedsoplevelse udover det sædvanlige. Ikke så underligt, at stedet beøges af op imod en mio. besøgende om året! Og så er det ovenikøbet gratis!

Farvel fra USA
Dette bliver så formentlig mit sidste blogindlæg fra USA. Når jeg kommer hjem til Danmark og er installeret på mit kontor igen (efter et par dage til at komme ovenpå) skal jeg nok skrive igen. Måske vil det lykkes for mig at skabe et overblik over alle de fantastiske, inspirerende, afskrækkende, sjove, varme, mærkelige oplevelser, jeg har haft gennem de sidste 5-6 uger.

Jeg synes jeg har været afsted længe - og har næsten glemt alt det jeg oplevede i Wisconsin for lidt mere end 14 dage siden. Men heldigvis ligger det jo alt sammen lagret bagerst i hjernen og skal nok komme frem, når der falder ro på.

Tak fordi I har fulgt med!

America's Birthplace

Dagens (torsdagens...) indlæg er skrevet af gæsteskribent Mogens Bo Henriksen :-)

Før vi forlod The Historic Triangle (der består af de tre tidligste bosættelser Colonial Williamsburg, Yorktown og Jamestowne), besøgte vi stedet for den første permanente engelske bosættelse i Amerika - Jamestown.

Besøget blev indledt i det næsten nye besøgscenter, hvor der var en kort, indledende udstilling og visning af film i et cirkulært auditorium – som i et amfiteater. Filmen blev vist på to skærme samtidigt – og med supplerende still-billeder på gulvet i centrum. Det var imponerende – også selv om filmen til sidst blev lidt vel patriotisk. Men her fik man en grundlæggende indføring i de forhold, som Amerikas første engelske bosættelse blev anlagt under.

Her blev Amerika født!
Til dette sted en halv snes km fra James Rivers udmunding i Atlanterhavet kom en skibsladning eventyrlystne mænd og drenge (ingen kvinder til at begynde med) i 1607 for at udforske og kortlægge kolonien Virginia. I de følgende år kæmpede mændene mod sult, fejlernæring, sygdomme og ikke mindst indianere. Forholdet til de indfødte var dog tvetydigt, for der var også samkvem til begges fordel. Ja, en englænder giftede sig ligefrem med den indianske høvdingedatter Pochahontas, der er blevet udødeliggjort gennem tegnefilm og dukker!

Indianerne lærte nybyggerne, hvorledes tobak og majs kunne dyrkes - og hvordan den lokale overflod af fisk, skaldyr og vildt kunne udnyttes. Det var imidlertid ikke altid nok, og dødeligheden blandt englænderne var tårnhøj. Skriftlige kilder såvel som arkæologiske levn viser, at man var nødt til at ernære sig af bl.a. af områdets bestand af giftslanger i trange tider!

Med tiden lykkedes det at opbygge et bysamfund med et fort, en kirke, værksteder og selvfølgelig kroer. I 1699 blev byens status som Virginias hovedstad dog forlagt til Williamsburg knap 20 km borte. Herefter forsvandt Jamestown fra jordens overflade - og dele blev ligefrem bortskyllet af den flod, som den blev anlagt ved. Først i slutningen af 1800-tallet blev man opmærksom på ruiner i området - og stedets virkelige karakter blev erkendt. Siden har en række arkæologiske undersøgelser givet supplerende oplysninger til det billede, som man havde fra skriftlige kilder. Og udgravningerne var stadig i fuld gang, da vi besøgte stedet. Der er afdækket rester af huse, forsvarsanlæg, brønde, ovne og ikke mindst grave, hvis indhold af skeletter har givet materiale til mangesidige naturvidenskabelige analyser. For en europæisk arkæolog var det nok så overraskende, at de udgravede skeletter er blevet genbegravet på stedet – det foreskriver landets lov, at man skal!

Nok så overraskende er det, at der er fremkommet tusindvis af genstande, som giver et detaljeret indblik i nybyggernes dagligliv og problemer. Den materielle kultur i området har været overraskende rig, og nybyggerne medbragte og fik med jævne mellemrum tilført lerkar, mønter, smykker, redskaber, våben m.v. fra hele Europa – ja – og helt fra Kina.

Archaearium
Fund og resultater fra de arkæologiske undersøgelser var fremragende formidlet i en bygning, der var opført i udkanten af koloniens område i 2006. Denne bygning havde fået betegnelsen Archaearium – altså et sted, hvor arkæologiske genstande (eller arch-stuff, som en amerikansk kollega kaldte det), blev udstillet. Der blev gjort meget ud af at formidle, at bygningen var ”grøn” – altså at man havde bygget den af naturmaterialer, at der var lagt vægt på lavt forbrug af energi og vand – og at den var bygget ind i landskabet, så den tog hensyn til det omgivende fortidsminde. Selv om tid, sted og landskab var et andet, var det fristende at sige, at en del af inspirationen kom fra den bygning, der rummer Vikingeskibshallen i Roskilde.

Indholdet var formidlingsmæssigt såvel som fagligt helt i top. Såvel for en besøgende uden faglige forudsætninger som en med var der meget at lære. Udstillingen, der var overskuelig og forsynet med alskens moderne udstyr sammen med en overflod af genstande, fotostater og rekonstruktioner, oplyste på en gang både om arkæologiens og naturvidenskabernes arbejdsmetoder, den historiske baggrund for kolonien og om tolkningen af de fremkomne genstande. Ved et par af udstillingsbygningens store panoramavinduer var der placeret en slags drejbare videoskærme, og når man rettede dem ud over bosættelsen, kunne man veksle mellem det nuværende landskab og 1600-tallets bygninger og forsvarsanlæg, som man mener de har set ud. Det var intet mindre end fremragende, og kun en lidt for høj stemmeføring i den ledsagende forklaring trak ned i det samlede indtryk.

Udstillingen sluttede af med en fint udskåret stol, som Dronning Elisabeth havde foræret museet ved et besøg i anledning af 400-året for koloniens grundlæggelse i dette forår. Stolen havde fået en lille afdeling for sig selv – kun ledsaget af en diasserie af pressefotos på en skærm. Når man betænker udstillingens mange kvaliteter, var det lidt stødende at se folk valfarte gennem de mange guldkorn for at kigge på en alt andet end yndig symbolsk gave fra monarken til den nye nation!

Memorials alle vegne
Godt rustet med viden fra besøgscenter og archaearium var man godt rustet til en vandretur rundt i området, der dels henlå som græsarealer og dels i åben fyrreskov – alt afgrænset af den flere hundrede meter brede flod. De ruiner og grave, som man havde kendskab til fra arkæologiske undersøgelser, var markeret på forskellig vis på overfladen, og skilte berettede kort og præcist om, hvad man vidste om det konkrete fortidsminde. Et enkelt sted havde man rekonstrueret trækonstruktionen i en af koloniens første huse – meget illustrativt.

MEN – midt mellem disse originale elementer havde man også placeret de allestedsnærværende memorials, som amerikanerne sætter så stor pris på: Obelisker, statuer, monumenter over datoer eller personer m.v. Forståeligt nok stod en stor bronzestatue af Jamestowns første og meget kontroversielle guvernør John Smith og skuede ud over floden, mens andre monumenter havde fundet en langt bedre placering uden for området. Deres placering her – midt i Amerikas vugge – ville nærmest svare til, at man midt på vikingeborgen Trelleborg placerede en række mere end mandsstore statuer af Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Poul Nørlund (borgens udgraver) – samt lige et par mindesten over 50- og 75-året for udgravningen! Det afspejler vist meget godt forskellen på dansk og amerikansk mentalitet.

Fantastisk oplevelse!

I dag har vi brugt hele dagen fra kl. 9 til kl. 18 i Colonial Williamsburg. Og det har været en fantastisk oplevelse! Stemningen, omgivelserne, de utrolig imødekommende og professionelle ansatte… Og vejret har oven i købet været i top – måske lidt for meget i top med 33 grader og en luftfugtighed på 80%. Hårdt for kuldevante danskere.

Byens historie – og museets
Williamsburg var oprindelig hovedstaden i staten Virginia, indtil man i 1780 (vistnok) flyttede denne status til Richmond, der ligger lidt længere inde i landet og derfor er mere beskyttet (en vigtig overvejelse, når man er midt i en uafhængighedskrig).
Efter Williamsburg mistede sin status som hovedstad, gik det lidt ned af bakke, kun forværret af borgerkrigen, hvor byen led yderligere skade. Ved det 20. århundredes begyndelse var Williamsburg en soveby uden de store fremtidsmuligheder.

Men fra 1920erne og ’30erne ændrede det sig, da pengestærke mænd besluttede, at byens historie og historiske bygninger var for vigtige til at lade gå til. Et enormt pengebeløb (gætter jeg mig til) blev puttet i restaurering af de stadig eksisterende 1700-tals bygninger – og mindst lige så mange penge blev investeret i at rekonstruere nogle af de bygninger, de vigtige statsinstitutioner havde haft til huse i; the Capitol, the Governor’s Palace, the Public Hospital (som i parentes bemærket var det første sindssygehospital i USA!).

Rekonstruktionerne blev gennemført efter grundige arkæologiske udgravninger på flere at lodderne – og arkæologi bliver fortsat udført på stedet med mindst én aktiv gravning i løbet af sæsonen. Så her går historie og arkæologi – og desuden bygningsarkæologi – hånd i hånd!
Fra 1950erne begyndte man at formidle stedet aktivt og med tiden er det blevet et af USA's bedst kendte historiske sites.

I dag er området 301 acre stort, det indeholder 88 gamle historiske bygninger og flere hundrede rekonstruktioner og nyere huse. Det, der især gør stedet fascinerende er, at der faktisk er tale om en rigtig by – ikke bare gamle huse flyttet til et bestemt sted, men gamle huse, der stadig står på deres rigtige plads! Og Colonial Williamsburg er stadig en del af byen Williamsburg – hovedgaden i museet – Duke of Glouchester Street – er en offentlig gade og der bor almindelige mennesker i nogle af husene… Og alligevel er det i høj grad lykkedes for museet at holde moderne ting ude af øjesyn for besøgende. Alt lige fra ’vandfontæner’ til skraldepande er skjult i gamle tønder eller lignende. Der er skilte, der viser vej og som fortæller om husene, men de er diskrete og ødelægger ikke det overordnede indtryk.

Formidling i mange former
Colonial Williamsburg (CW) formidler på flere forskellige måder for på den måde at fange så mange som muligt. Dels er der en ’traditionel’ tilgang til formidlingen i form af guided tours i nogle af husene. Vi gik på en sådan tur igennem the Governors Palace – det gav os mere viden, end hvis vi have gået selv, men det var ærlig talt en lidt for langvarig sag. Især fordi turen sluttede af med, at guiden med næsten grådkvalt stemme mindede os alle sammen om, at de mænd, der havde boet i disse ’gyldne haller’, havde kæmpet for vores alle sammens uafhængighed…
En anden formidlingsform er museets Tradesprogram, der går ud på at udføre gamle håndværk – og oplære nye håndværkere i de gamle traditioner. Dette betyder både en mulighed for at formidle håndværket, men også produktionen af genstande til brug på museet. Desuden medvirker denne ordning naturligvis til at holde museet oven vande med dygtige håndværkere… På billedet ses vognmagerværkstedet i fuld vigør.

En formidlingsgren kaldet ’Coach & Livestock’ tager sig af formidlingen af gamle dyreracer (dem så vi nu ikke meget til), en Performing Arts-afdeling tager sig af musik, dans og teater på museet og så er der den Levende Historie.

Levende Historie forefindes i mange former i CW. De er alle udklædte, men nogle er i første person og nogle er i tredje. Det kan skabe lidt forvirring indimellem og kan gøre det svært at vide, hvordan man skal henvende sig til nogen. Men til gengæld er de meget professionelle og tydeligvis oplærte ikke bare i det historiske stof, men også i hvordan man tiltaler og opfører sig overfor gæsterne, og hvordan man får dem til at føle sig i centrum.

Revolutionary City
Revolutionary City er navnet på et nyt tiltag, som CW i år kører for anden sæson. Programmet består af en række små ’teaterstykker’, som spilles rundt om på museets område på bestemte tidspunkter.

Emnet for programmet er kampen for uafhængighed 1776-81, men kunne i princippet være en hvilken som helst historie – eller serie af historier - som man som museum ønsker at formidle til sin offentlighed.
På billedet ses en lille del af den trofaste skare, der fulgte skuespillere fra sted til sted i løbet af de to timer, det fandt sted.

Under mit møde med Robin Reed, der er Director of public history, fortalte han, at skuespillerne faktisk er formidlere (actor-interpreters, kaldes de), som er gode til og synes godt om denne form for skuespil. De trænes dels af professionelle fra London, der ved meget om formidling på en form, dels i det historiske indhold i deres teaterstykker og dels det, der her kaldes guest skills…

Revolutionary City – og mange af de andre programmer – er under en grundig løbende evaluering. Hver uge er der udnævnt en person fra personalet, der har til ansvar i løbet af weekenden at besøge museet med gæstens øjne. Han skal observere gæster og ansatte og se, hvordan formidlingen virker. Dette tiltag må koste masser af ressourcer, men betyder til gengæld, at man hele tiden er på det rene med virkningen af det arbejde man laver. Dette – i tilknytning til løbende publikumsundersøgelser – giver museet en fantastisk viden om, hvad dets publikum synes om stedet og de tiltag, der foretages! I mine øjne en god investering i fremtiden…

Besøget i dag har været en stor oplevelse – og kan bestemt anbefales for andre, der er på disse kanter. Men tag jer god tid – en enkelt dag yder det ikke helt retfærdighed. Vi har valgt at bo på et af CWs egne hoteller – der er masser af andre muligheder i Williamsburg, men det fungerer faktisk rigtig fint at bo midt i museet, og det giver muligheder for at se museet, også når det er after hours…

Borgerkrig og ankomst til Williamsburg

Gettysburg

Vi nåede at se hele tre forskellige former for formidling af Den amerikanske Borgerkrig, før vi ved frokosttid forlod Gettysburg for at køre sydøstpå til Williamsburg.

Første oplevelse var The American Civil War Museum - et voksmuseum, der havde et stort antal opstillinger med voksdukker, der viste forskellige situationer før, under og lige efter Den amerikanske Borgerkrig. Introbilledet er et eksempel - en opstilling af Abraham Lincoln med frue i sin teaterloge umiddelbart før han bliver assasineret. Man kan se gerningsmanden liste sig ind ad døren bag det opmærksomme teaterpublikum.

Det allermest interessante ved dette museum var, at det blev tydeligt, hvilke historier, der har størst betydning i den amerikanske opfattelse af borgerkrigen (eller i hvert fald den opfattelse, man havde, da denne udstilling blev opført - sikker for ca. 15 år siden). Det betyder stort fokus på personer - både de militære helte og uhelte på begge sider, men også enkelte civile. Eksempelvis pigen Jenny Wade, der var den eneste civile, der blev dræbt under det tre dage lange slag ved Gettysburg i juli 1863. Hun er blevet et ikon og fortællingerne om hende er mange og forskelligartede.

Derimod gjorde man ikke voldsomt meget ud af at fortælle om årsagerne og optakten til krigen, ligesom efterdønningerne og problemerne med at smelte et splittet samfund sammen igen ikke fik meget opmærksomhed.

Til gengæld sluttede turen med en 'genopførelse' af krigshandlingerne via et tableau med mekaniske bevægelige dukker og en film i baggrunden. Da Lincoln holdt sin berømte Gettysburg Address med samme bevægelser som en julemand i et stormagasin-vindue i 1960'erne var min tålmodighed med amerikansk krigsglorificering ved at være forbi...

Når dette er sagt var opstillingene interessante og fortalte nyt for en krigsuvidende turist, som mig. Og på billetsælgeren kunne vi forstå at temmelig mange skoleklasser lægger deres vej forbi stedet i løbet af sæsonen. Og her behøver man jo heller ikke bekymre sig om, at der sker skader på rigtige autentiske genstande - dem var der nemlig ingen af her!

Skrot fra slagmarken

Autentiske genstande var der til gengæld rigtig mange af i besøgscentret til Gettysburg National Miltary Park. På dette sted - der var under ombygning og derfor lidt ribbet for genstande - kunne man få alt det krigsskrot og alle de historiske genstande, man ville se. Blandt andet eksempler på første gang man brugte 'hundetegn' til at identificere soldaterne!

En stor del af genstandene bestod af samlinger af rester fra slagmarken, som var indsamlet i tiden umiddelbart efter slaget. Disse 'relikvier' blev samlet og udstillet og somme tider lavet til souvenirs, som senere blev solgt til turister.

I samme tråd udvikledes også den guideservice, der stadig forefindes på stedet, i form af lokale, der viste pårørende mv. rundt på den store slagmark i årene efter borgerkrigens afslutning. I dag er guidekorpset stadig stort - og vidt benyttet tilsyneladende!

National Cemetery

Vi benyttede nu ikke guideservicen, men gik selv en lille tur på området. Vi så kun en lille del af det 42 kvadratmiles (hedder det mon sådan?) som hele slagmarken strakte sig over. Den del vi så består dels af den krigskirkegård, hvor de mange ofre for krigshandlingerne ligger begravet, og dels af det område, hvor en af træfningerne fandt sted (Cemetery Hill).

Cemetery Hill var formidlet via en række mindesmærker og enkelte informationstavler, men ellers var det op til gæsten selv at forestille sig den varme dag i juli 1863, hvor union og confederate soldater mødtes. Som Mogens udtrykte det, så var det af helt essentiel betydning, at dette rent faktisk var det RIGTIGE sted, der hvor det var sket. Ellers havde det bare været endnu en bakke med nogle gamle sten på...

Colonial Williamsburg

Og så kørte vi ellers til Williamsburg, Virginia, hvor vi nu er blevet indkvarteret. Allerede inden vi har gjort os de indledende ture i området, kan vi se at det er ENORMT! Der er adskillige hoteller og restauranter i området og 88 historiske huse foruden flere hundrede rekonstruktioner eller kopier af gamle huse - vi kunne sikkert have brugt langt mere end de 1½ dag, vi har til rådighed, men det hører I mere om i morgen.

Sturbridge til Gettysburg

Så tog vi tilbage til Old Sturbridge Village for at mødes Jack Larkin. Og det gav - som det ofte gør - et noget andet billede af stedet, når man ser det sammen med en, der kender det ud og ind. Og det må man sige, at Jack gør - han har været ansat siden 1971...

Old Sturbridge åbnede samme år som Den Fynske Landsby (for dem, der ikke lige har årstallet øverst i hukommelsen er det 1946), og består - som også nævnt i gårsdagens indlæg - af huse, der oprindelig har stået forskellige steder i New England. Husene er somme steder forøget med udhuse mv., der er rekonstruktioner eller blot bygget, så de ligner periodens bygninger.

Skilte og levende formidling

Jeg fik anledning til at tale med Jack Larkin om alle skiltene - og om diskussionen mellem at lave en perfekt illusion af en landsby fra 1900-tallet eller formidle viden til gæsterne :-). Det viser sig, at Jack var a puritan once, som han selv sagde. Men efter lange bange diskussioner var de her på museet blevet enige om, at det var vigtigere at gæsterne fik noget viden med hjem end at de blev overbevist om en illusion, som de godt ved er en illusion (godt argument ikke?) :-)

Udstillinger

Der var mange planer om nye udstillinger og nyeandre måder at formidle historien på.

Den ene udstilling, de allerede nu havde klar, var en udstilling om landbrugsredskaber og -maskiner og udviklingen af dem i første halvdel af 1800-tallet. Dette er omtrent den udvikling, vi så i Danmark 50 år senere - og selvom udstillingen vaf enkel og low tech var den populær hos de besøgende. Det er sådan noget vi skal have i Den Fynske Landsby!

Udstillingen var første del af en tredelt udstilling om landbruget - en generel indledning til livet på landet (sådan noget med årstidernes indvirken på arbejdet osv.) og en anden udstilling om landbrug og økonomi, blandt andet med fokus på maden, hvor den kommer fra - og hvor langt et almindeligt måltid mad i vore dage rejser, før det lander på vores tallerken. En interessant vinkel - vi skal jo alle sammen spise, både før og nu, og mad har alle jo en mening om...

En anden ting, der var på vej, var et uddannelses'center' i et af de nye huse på området. Her skal landskabets foranderlige historie fortælles med moderne midler. Det kunne være tat se, når det engang er færdigt!

Moderne udstillinger i gamle bygninger

Noget af det, jeg også talte med Jack Larkin om, var problemerne med at benytte de gamle historiske bygninger til nye, modern eudstillinger med hvad det kræver af udstyr og el... De har gjort det i nogle tilfælde - blandt andet har de i the Bixby House lavet en udstilling om de mennesker, der har boet i huset. Det giver sådan set en god indføring i personerne og husets historie, men spolerer samtidig muligheden for at forestille sig, hvordan det så ud da de boede der... Et svært valg i mine øjne!

600 km på de amerikanske interstates...

Efter besøg nr. 2 på Old Sturbridge satte vi os ind i bilen med kurs mod Gettysburg, hvor vi i morgen vil se på formidlingen af specifikke steder, der har haft stor betydning for en nations identitetsskabelse. Med andre ord, vi vil besøge Gettysburg National Military Park...

Køreturen tog otte timer inkl. pauser og bragte os igennem smukke landskaber med masser af skovklædte bjerge (i hvert fald, bjergstørrelse, når de ses med danske øjne). Nedenfor ses udsigten fra bilen med Lise bag rettet og the lady in the car (det kalder jeg min GPS) i vinduet - så ved man, at man er sikkert på vej :-)

Old Sturbridge Village

I dag gik turen fra Boston, hvor vi slappede af og så på byen sammen med en masse andre mennesker lørdag, til Sturbridge, hvor vi besøgte Old Sturbridge Village. Det var en tur på egen hånd, men i morgen mandag mødes jeg med Jack Larkin, der er 'chief historian' (det hedder det!) og Jean Contino, der både arbejder med genstande og formidling. Så mit indlæg i morgen vil være fra en mere vidende Lise, til gengæld er dette her et vidnesbyrd om det umiddelbare indtryk...

Old Sturbridge består af en landsby samt en gård, tre vanddrevne møller og diverse konstruktioner udenfor selve landsbyen. Bygningerne repræsenterer tiden fra 1790 til 1840 og er hovedsaglig gamle historiske bygninger flyttet til museet fra andre dele af New England.

Skilteskoven

På dette museum har man det klare formål, at gæsterne skal lære om livet i New England i ovennævnte periode. Dette ønske ses via en veritabel skilteskov på bygninger, ved bygninger, inden i bygninger...

Skiltene giver generelle oplysninger om fx. landsbyernes opbygning eller om brugen af en bestemt slags bygninger, sjældnere om selve bygningens historie og om dem, der har boet i dem. Om det skyldes manglende viden om bygningerne, eller man blot finder det generelle og typiske mere relevant end den enkelte bygning ved jeg ikke - måske får jeg svar på det i morgen!

Mange af skiltene er henvendt til børn og søger at perspektivere deres nutidige børneliv - og fastholde deres interesse... En anden kategori er de mange sponsorskilte, der også findes på mange af husene.

Museets ønske om at give gæsterne ny og større viden er prisværdigt, men jeg synes at så mange skilte - med så forskellig udseende - skæmmer museet mere end nødvendigt. Det samme kan siges om de mange barrierer af forskellig art, der er i de historiske huse. Tilsyneladende en nødvendig (?) forholdsregel for at beskytte genstandene.

Levende Formidling

Udover de mange skilte blev der også formidlet 'levende'. Dette skete blandt andet gennem en række aktiviteter og demonstrationer af forskellige ting - vi overværede afskydningen af flintlåsgevær - og så på afstand opsendelsen af en papirluftballon (det historiske islæt i denne aktivitet gik nu hen over hovedet på mig). Der blev farvet garn og lavet pottemageri, der blev lavet mad over åbent ildsted osv. Og mange af formidlerne var rigtig dygtige.

Men formidlingen foregik også i nogle af husene, hvor udklædte ansatte fortalte om deres arbejde og til tider om bygningens historie. Det lykkedes mig ikke rigtig at opdage om det var meningen, at de skulle formidle i første eller tredie person - dette vil jeg undersøge yderligere i morgen!

Plimoth Plantation

I 1620 gik et engelsk skib ved navn Mayflower i land ved det, der i dag er Plymouth, Massachusetts. De engelske kolonister, som kom til at blive kaldt the pilgrims slog sig ned og oprettede kolonien Plimoth Plantation, der eksisterede frem til 1691, hvor den blev en del af Massachusetts. Denne historie kan man opleve ved et besøg på frilands'museet' Plimoth Plantation - og det gjorde vi så i går.

Plimoth Plantation (PP) består af to hoveddele; en 'engelsk' landsby (den egentlig koloni) og af hjemstedet for en familie af den lokale indianerstamme Wampanoag.

Ved ankomsten til museet blev man først vist ind til en meget vellykket introducerende film, der fortalte, hvad man som gæst kunne forvente af besøget. Og her blev oplyst om, hvordan vi skulle opføre os blandt indianerne og englænderne, og vi fik at vide, hvad museet består af, så vi selv kunne planlægge vores besøg.

Wampanoag
Der er markant forskel på oplevelserne hos de to forskellige folk. I indianerlejren (eller hos de indfødte folk, som det politisk korrekt hedder herovre) er der rent faktisk tale om ansatte, der er enten tilhører Wampanoag eller en anden indiansk stamme, som er klædt i traditionelle dragter og udfører det arbejder man ville have gjort i en traditionel wampanoag'sk lejr.

Ved indgangen til denne lejr blev der indtrængende gjort opmærksom på, at man skulle undgå stødende kommentarer, at hilse ved at sige Ugh!, og at man i øvrigt skulle være varsom i mødet med de indfødte folk. Dette siger mig, at der tidligere kan have været den slags problemer. Men det var tilsyneladende også svært ikke at sige noget forkert - selv jeres udsendte blev sat på plads, da jeg udfra min almindelige uvidenhed spurgte, hvorfra den generelle opfattelse af indianere som boende i tipier og bærende fjerprydelser kom fra. Det ville jo være det samme som at tro at alle europæere boede i samme slags huse svarede den unge indianske kvinde mig surt, mens den ældre kvinde overbærende fortalte mig, at et var steppeindianernes skikke, men at de østamerikanskeindianere var skovindianere og derfor havde andre traditioner. Som I måske har gættet spurgte jeg ikke om mere på dette sted...

Det er det eneste rigtige at have de rigtige indfødte folk til at fortælle deres egen historie, men hvis det grundet historiske årsager er så følsomt, at man som gæst ikke kan tillade sig at spørge uvidende (nogle ville måske sige dumt :-)), så er det problematisk.

Kolonisterne
Efter at have forladt den indianske beboelse kom vi til de engelske kolonisters landsby. Den er bygget til at se ud som den gjorde i 1627, syv år efter ankomsten. Husene er bygget som kvalificerede bud på, hvordan de kunne have set ud, og koloniens opbygning ligeledes. I husene var møbleret med en blanding af de møbler, pilgrimmene havde taget med hjemmefra (altså moderne kopier, naturligvis) og ting, der var forarbejdet i den nye koloni.

Det, der for alvor var interessant ved besøget på PP var, at alle formidlerne i den engelske landsby formidler i første person. De har allesammen taget en rolle på sig som en af de oprindelige pilgrimme. Der har gennem tiden været stor interesse for netop disse kolonister, der jo var blandt de første, så man har akkumuleret en ret stor viden om de enkelte personer. Hver ny formidler har en oplæringsperiode på to år, hvorefter han/hun betragtes som klar til at klare sig selv. Oplæringen består af manualer om den enkelte person man portrætterer, samt en enorm mængde viden om tiden, holdningerne, religionen osv. Og så lærer de også at tale med gammel-engelsk dialekt!

Formidlerne går meget op i at engagere gæsterne og lade dem interagere (det helt stor plusord i denne sammenhæng) med karaktererne. De bliver spurgt, om de har tænkt sig at slå sig ned, om de har nyheder fra London osv.

Jeg indså ved dette besøg for alvor, at denne formidlingsform ikke tiltaler mig ret meget. Jeg tog mig selv i at smugkigge ind i husene for at sikre mig, at der ikke var nogen formidlere eller at der i det mindste var andre besøgende, som 'pacificerede' dem, så jeg ikke behøvede indlede nogen dialog. Jeg er nok mest til den akademiske museumstilgang, når alt kommer til alt.
Men der var folk, der i den grad nød det, og John Kemp, som vi mødtes med efterfølgende, sagde, at de fleste gæster var meget positive. Dog mente han, at der er en markant forskel på amerikanere og europæere i holdningen til den meget direkte formidlingsform. I det tilfælde er jeg åbenbart en typisk europæer :-)

For og imod første person

Grundlæggende vil jeg sige, at besøget på Plimoth Plantation bestyrkede mig i min overbevisning om, at formidling i første person ikke er vejen frem. På PP har de gjort det i 30 år - hvilket overraskede mig meget - og er måske et af de steder, der tidligst har afprøvet det. De mener der, at det især er virkningsfuldt overfor børn, og det er jeg da ikke utilbøjelig til at give dem ret i. Men både børn og voksne er forskellige, og der vil nok altid være nogen, der synes det er fantastisk, og nogle, der - som mig - hellere var foruden. En interessant oplevelse var det i hvert fald. John Kemp advarede mig i øvrigt om, at det er et meget stort arbejde, hvis man først kaster sig ud i det. Det havde jeg nok gættet mig til... Man skal så overveje om udbyttet er anstrengelserne værd...

Fakta

Plimoth Plantation

Besøgende: Ca. 400.000 om året.

Grundlagt 1948.

Antal formidlere: Ca. 30.

Åbent fra april til november.

Formidling i første person betyder, at formidleren optræder som en person fra den tid, som vedkommende repræsenterer. Det kan enten være en historisk eller en opdigtet person. Formidleren spiller altså skuespil og forestilles kun at vide noget om hændelser og ting, der er sket frem til den tid, som vedkommende repræsenterer.

Formidling i tredje person kan være en udklædt eller almindeligt klædt ansat, der fortæller om husenes, beboernes eller tidens historie med et moderne udgangspunkt.