onsdag den 29. august 2007

The Big Apple...


Så blev det tid til at besøge New York. Jeg ankom mandag eftermiddag i Laguardia Airport, og hentede min kæreste/assistent :-) Mogens kl. 21 – i Newark Airport i den anden ende af byen… Turen fra Laguardia ind til hotellet på 45th street foregik med en shuttlebus, der blev fyldt op med lufthavnsgæster, der skulle til hoteller i omtrent samme del af byen – og så blev vi ellers sat af efterhånden som han nåede de forskellige lokaliteter. Sådan en tre kvarters tur gennem New York Citys mandags-myldretid gjorde mig helt overbevist om, at det var den helt rigtige beslutning, jeg tog, da jeg skubbede min billeje til vi forlader byen igen på torsdag. Mine nerver havde ikke holdt til at være chauffør i den vrimmel. Tak for tippet, Torben!

Liberty og Ellis Island
I går brugte vi så det meste af dagen på de to små øer syd for Manhattan – Liberty Island og Ellis Island. Sammen med en hoven andre turister vi færgen over, og så første Frihedsgudinden – dog uden opstigning – og derpå Ellis Island, hvor der er et aldeles udmærket og meget spændende museum om indvandringen til USA.
Ellis Island var fra 1892 og frem til 1954 det sted, hvor langt de fleste indvandrere til USA for første gang så deres nye land. Her lå America’s Gate for ca. 12 mio. indvandrere... Museet ligger i de imponerende bygninger fra 1900, som dengang rummede immigrationsstationen. Bygningerne er blevet gennemgribende renoveret i 1980erne efter en periode blot at have været overladt til forfaldet. Renoveringen har medført rigtig gode udstillingsrum samtidig med, at der i dele af bygningen er bevaret det ’kolde’, ufølsomme institutionspræg med fliser på væggene og slidte gulve mv.

Museets udstillinger var næsten genstandsløse, og i høj baseret på fotografier af og interview med immigranter. Meget virkningsfuldt. Dog var der ved indgangen en opstilling af kufferter, kister og kurve, så man næsten kunne forestille sig de lange køer af immigranter, der ventede på at gennemgå undersøgelser og forhåbentlig blive sluset ind til den by og det land, de higede efter.


Der var udstillinger, der forklarede Ellis Islands historie og gjorde rede for den gentagne udbygning af øen. De havde på et tidspunkt et temmelig stort hospital med en stor epidemiafdeling – særligt rettet mod de mange børn, der fik mæslinger og andre smitsomme sygdomme på den lange overfart.
Der var en udstilling kaldt Treasures from home, om de ting, immigranterne bragte med sig, og som i mange tilfælde har overlevet i familierne som arvestykker.

Der var en rigtig interessant udstilling om alle de undersøgelse, ’forhør’ og andre ting, som tilrejsende måtte igennem inden de fik lov at blive en del af det forjættede land – og om skæbnen for de 2 %, der aldrig fik lov.

Meget oplysende udstillinger om højdepunktet for immigrationen mellem 1880 og 1920’erne, hvor der for første gang for alvor begyndte at komme restriktioner på, hvor mange, der måtte rejse ind i landet. Og med indblik i hvordan livet så var for de nye indbyggere i det land, der efter sigende skulle flyde med mælk og honning…
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, der sagtens kan anbefales til andre New York-farere.
WTC-site
Efter at være kommet tilbage på fast grund på Manhattan måtte vi naturligvis en tur forbi det sted, hvor World Trade Center stod, dengang det stod. Tænk, det er snart 6 år siden terrorangrebet mod USA… Der er stadig et kæmpe stort hul i jorden, og for uerfarne USA-rejsende som os er det svært at forestille sig, at der engang stod to helt enorme højhuse på det sted, hvor der nu er tomt. Det var også næsten uforståeligt, at de mange skyskrabere og andre bygninger, der står relativt tæt på stedet, ikke blev ødelagt sammen med de to tårne.

I Battery Park, hvor vi kom ind med færgen, stod den skulptur, I ser på billedet. Den stod oprindeligt ved World Trade Center, men blev skadet ved angrebet. Som et symbol på håb og overlevelse er skulpturen – der er lettere skadet – flyttet til parken, hvor den kan ses sammen med den evige ild.

Grand Central Oyster Bar
Første hele dag I New York sluttede med en rigtig New York-oplevelse. Vi gik nemlig på Grand Central Oyster Bar, der ligger i kælderen under Grand Central Terminal (togstationen) og spiste østers. Idéen kom fra et Mick Schach Hjemmeservice-program vi så engang for nogle måneder siden – ogda vi nu var i nærheden virkede det som den helt rigtige ting at gøre… Jeg tror nu ikke østers bliver min foretrukne spise lige foreløbig. Men så kan man jo sige, at man har prøvet det!

Ingen kommentarer: