Mystic Seaport

Så er det slut med New York og storbyens stress og jag. Torsdag morgen gik turen et par hundrede kilometer mod Nordøst til Mystic, Connecticut. Her ligger frilandsmuseet Mystic Seaport, der fokuserer på New Englands maritime historie.

Museet er ca. 17 acre stort og består af en 1800-tals landsby (ikke en landsby i den betydning, som vi ville lægge i det, men en række huse med forskellige erhverv samt enkelte beboelser) og et antal gamle bevaringsværdige skibe. Heriblandt det imponerende hvalfangerskib Charles W. Morgan, som man kunne gå ombord i. Her kunne man se, hvor trangt mandskabet havde haft det i de op til 5 årige perioder de ville være afsted på hvalfangst! I lastdækket, hvor hvalolien blev opbevaret kunne man stadig opleve den kvalmende lugt af olien, der må have gennemsyret hele skibet, når det var afsted. Det er Morgan, der er billede af øverst.

Et par andre interessante skib var faktisk oprindelig danske! Skoleskibet Georg Stage blev i 1934 solgt og kom af omveje til Mystic Seaport i 1947. Nu hedder skibet Joseph Conrad i stedet for, men Georg Stages skibsklokke og våbenskjoldet fra Burmeister og Wain ses stadig ombord.

Den anden danske tilføjelse til stedet er en mindre båd ved navn Gerda III (se billedet - det er den bagerste Gerda, der er tale om her...). Båden var medvirkende i evakueringen af danske jøder til Sverige i oktober '43. Men nu virker den altså som formidlingsfartøj i Mystic!

Formidling
Af gode grunde er museets formidlingstiltag tæt knyttet til det maritime miljø og der gøres en del ud af at forklare og vise, hvordan man lavede redningsaktioner, hejste sejlende, fik en robåd i vandet osv. Disse 'demonstrationer' finder sted adskilige gange i løbet af dagen rundtom på museet.

Til børnene er der desuden et par 'hands on'-lokaliteter, dels ved landsbyen og dels i en af deres tilknyttede traditionelle museumsbygninger. Her kunne børn (og voksne) lære at binde de rigtige sømandsknuder, lære semafore-alfabetet, se på fantastiske muslingeskaller og lære om livet til søs og under vandet. Det var gode faciliteter, som så ud til at blive flittigt brugt.
I det 'indendørs' hands on-rum var der desuden oplæsningshjørne, mulighed for at klæde sig ud og være sømand og mange andre ting.

Formidlingen af huse og skibe - skete primært med levende formidling - men i en lidt anden form, end den vi efterhånden er blevet vant til i Danmark. I de fleste huse og på skibene er ansatte, der kan fortælle om historien og funktionen bag stedet. De er helt almindelige moderne mennesker i moderne tøj og gør ingen anstrengelser for at virke periode-korrekte. (Bortset fra indehaverinden af den lille forretning, der vist selv var i tvivl om hun var i dette eller forrige århundrede... Dette til forvirring for mig, siden hun var i 2007-tøj). Det giver en vis frihed til f.eks. at tage mere moderne midler i brug i formidlingen - opslagsbøger, fotokopier af fiskearter og hvad ved jeg. Men mindsker selvfølgelig også fornemmelsen af at være i en landsby ved floden i 1876.

Man har heller ikke ikke noget problem med at lukke nogle huse af med plexiglas og barrierer, så folk kan se, men ikke røre, de steder hvor man ikke har folk nok til at bemande stederne. I disse tilfælde har man sat skilte op, så gæsterne kan få en eller anden ide om, hvad historien er. Et godt tiltag synes jeg! (ikke det med glasbarriererne, men det med skiltene!).

Men den stemning var der nu ellers masser af - særligt hjulpet af Mystic River og de smukke gamle huse på den anden side af floden. Her boede kaptajnerne dengang stedet var en lille by med skibsværfter og der virkelig var penge i sejlads!

Udklædte formidlere kunne man møde indimellem - det lykkedes nu ikke for os at møde nogle - og i så fald formidlede de i første person. Og ud fra karakterer, der var sat sammen på baggrund af forskning og måske ud fra flere forskellige personer. Der er ikke nødvendigvis tale om mennesker, der har haft tilknytning til huse eller skibe på stedet, men mere om karakterer, der kunne have været...

Formidlingen af en historisk periode synes at have mindre relevan for museet end formidlingen af den maritime historie. Det betyder, at selvom landsbyen er sat til at repræsentere 1876 er det ikke nødvendigvis fuldstændig gennemført. Desuden er årstallet valgt pga. fejringen af landets uafhængighed i 1776.

Stemning og liv

Vores oplevelse af museet var meget positivit - der var liv og aktiviteter og man kunne høre sømandssange og råb fra demonstrationerne rundt omkring, der var lugt af hav og skibe og mange ting at opleve. Et interessant sted, der da også trives rigtig godt med ca. 300.000 besøgende om året! Det er dog for nedadgående, fortalte vores vært Jenny Doak, for 5 år siden var der 360-70.00 stykker! Besøg det, næste gang du er i Connecticut!