Plimoth Plantation

I 1620 gik et engelsk skib ved navn Mayflower i land ved det, der i dag er Plymouth, Massachusetts. De engelske kolonister, som kom til at blive kaldt the pilgrims slog sig ned og oprettede kolonien Plimoth Plantation, der eksisterede frem til 1691, hvor den blev en del af Massachusetts. Denne historie kan man opleve ved et besøg på frilands'museet' Plimoth Plantation - og det gjorde vi så i går.

Plimoth Plantation (PP) består af to hoveddele; en 'engelsk' landsby (den egentlig koloni) og af hjemstedet for en familie af den lokale indianerstamme Wampanoag.

Ved ankomsten til museet blev man først vist ind til en meget vellykket introducerende film, der fortalte, hvad man som gæst kunne forvente af besøget. Og her blev oplyst om, hvordan vi skulle opføre os blandt indianerne og englænderne, og vi fik at vide, hvad museet består af, så vi selv kunne planlægge vores besøg.

Wampanoag
Der er markant forskel på oplevelserne hos de to forskellige folk. I indianerlejren (eller hos de indfødte folk, som det politisk korrekt hedder herovre) er der rent faktisk tale om ansatte, der er enten tilhører Wampanoag eller en anden indiansk stamme, som er klædt i traditionelle dragter og udfører det arbejder man ville have gjort i en traditionel wampanoag'sk lejr.

Ved indgangen til denne lejr blev der indtrængende gjort opmærksom på, at man skulle undgå stødende kommentarer, at hilse ved at sige Ugh!, og at man i øvrigt skulle være varsom i mødet med de indfødte folk. Dette siger mig, at der tidligere kan have været den slags problemer. Men det var tilsyneladende også svært ikke at sige noget forkert - selv jeres udsendte blev sat på plads, da jeg udfra min almindelige uvidenhed spurgte, hvorfra den generelle opfattelse af indianere som boende i tipier og bærende fjerprydelser kom fra. Det ville jo være det samme som at tro at alle europæere boede i samme slags huse svarede den unge indianske kvinde mig surt, mens den ældre kvinde overbærende fortalte mig, at et var steppeindianernes skikke, men at de østamerikanskeindianere var skovindianere og derfor havde andre traditioner. Som I måske har gættet spurgte jeg ikke om mere på dette sted...

Det er det eneste rigtige at have de rigtige indfødte folk til at fortælle deres egen historie, men hvis det grundet historiske årsager er så følsomt, at man som gæst ikke kan tillade sig at spørge uvidende (nogle ville måske sige dumt :-)), så er det problematisk.

Kolonisterne
Efter at have forladt den indianske beboelse kom vi til de engelske kolonisters landsby. Den er bygget til at se ud som den gjorde i 1627, syv år efter ankomsten. Husene er bygget som kvalificerede bud på, hvordan de kunne have set ud, og koloniens opbygning ligeledes. I husene var møbleret med en blanding af de møbler, pilgrimmene havde taget med hjemmefra (altså moderne kopier, naturligvis) og ting, der var forarbejdet i den nye koloni.

Det, der for alvor var interessant ved besøget på PP var, at alle formidlerne i den engelske landsby formidler i første person. De har allesammen taget en rolle på sig som en af de oprindelige pilgrimme. Der har gennem tiden været stor interesse for netop disse kolonister, der jo var blandt de første, så man har akkumuleret en ret stor viden om de enkelte personer. Hver ny formidler har en oplæringsperiode på to år, hvorefter han/hun betragtes som klar til at klare sig selv. Oplæringen består af manualer om den enkelte person man portrætterer, samt en enorm mængde viden om tiden, holdningerne, religionen osv. Og så lærer de også at tale med gammel-engelsk dialekt!

Formidlerne går meget op i at engagere gæsterne og lade dem interagere (det helt stor plusord i denne sammenhæng) med karaktererne. De bliver spurgt, om de har tænkt sig at slå sig ned, om de har nyheder fra London osv.

Jeg indså ved dette besøg for alvor, at denne formidlingsform ikke tiltaler mig ret meget. Jeg tog mig selv i at smugkigge ind i husene for at sikre mig, at der ikke var nogen formidlere eller at der i det mindste var andre besøgende, som 'pacificerede' dem, så jeg ikke behøvede indlede nogen dialog. Jeg er nok mest til den akademiske museumstilgang, når alt kommer til alt.
Men der var folk, der i den grad nød det, og John Kemp, som vi mødtes med efterfølgende, sagde, at de fleste gæster var meget positive. Dog mente han, at der er en markant forskel på amerikanere og europæere i holdningen til den meget direkte formidlingsform. I det tilfælde er jeg åbenbart en typisk europæer :-)

For og imod første person

Grundlæggende vil jeg sige, at besøget på Plimoth Plantation bestyrkede mig i min overbevisning om, at formidling i første person ikke er vejen frem. På PP har de gjort det i 30 år - hvilket overraskede mig meget - og er måske et af de steder, der tidligst har afprøvet det. De mener der, at det især er virkningsfuldt overfor børn, og det er jeg da ikke utilbøjelig til at give dem ret i. Men både børn og voksne er forskellige, og der vil nok altid være nogen, der synes det er fantastisk, og nogle, der - som mig - hellere var foruden. En interessant oplevelse var det i hvert fald. John Kemp advarede mig i øvrigt om, at det er et meget stort arbejde, hvis man først kaster sig ud i det. Det havde jeg nok gættet mig til... Man skal så overveje om udbyttet er anstrengelserne værd...

Fakta

Plimoth Plantation

Besøgende: Ca. 400.000 om året.

Grundlagt 1948.

Antal formidlere: Ca. 30.

Åbent fra april til november.

Formidling i første person betyder, at formidleren optræder som en person fra den tid, som vedkommende repræsenterer. Det kan enten være en historisk eller en opdigtet person. Formidleren spiller altså skuespil og forestilles kun at vide noget om hændelser og ting, der er sket frem til den tid, som vedkommende repræsenterer.

Formidling i tredje person kan være en udklædt eller almindeligt klædt ansat, der fortæller om husenes, beboernes eller tidens historie med et moderne udgangspunkt.