søndag den 2. september 2007

Old Sturbridge Village

I dag gik turen fra Boston, hvor vi slappede af og så på byen sammen med en masse andre mennesker lørdag, til Sturbridge, hvor vi besøgte Old Sturbridge Village. Det var en tur på egen hånd, men i morgen mandag mødes jeg med Jack Larkin, der er 'chief historian' (det hedder det!) og Jean Contino, der både arbejder med genstande og formidling. Så mit indlæg i morgen vil være fra en mere vidende Lise, til gengæld er dette her et vidnesbyrd om det umiddelbare indtryk...

Old Sturbridge består af en landsby samt en gård, tre vanddrevne møller og diverse konstruktioner udenfor selve landsbyen. Bygningerne repræsenterer tiden fra 1790 til 1840 og er hovedsaglig gamle historiske bygninger flyttet til museet fra andre dele af New England.

Skilteskoven
På dette museum har man det klare formål, at gæsterne skal lære om livet i New England i ovennævnte periode. Dette ønske ses via en veritabel skilteskov på bygninger, ved bygninger, inden i bygninger...

Skiltene giver generelle oplysninger om fx. landsbyernes opbygning eller om brugen af en bestemt slags bygninger, sjældnere om selve bygningens historie og om dem, der har boet i dem. Om det skyldes manglende viden om bygningerne, eller man blot finder det generelle og typiske mere relevant end den enkelte bygning ved jeg ikke - måske får jeg svar på det i morgen!

Mange af skiltene er henvendt til børn og søger at perspektivere deres nutidige børneliv - og fastholde deres interesse... En anden kategori er de mange sponsorskilte, der også findes på mange af husene.

Museets ønske om at give gæsterne ny og større viden er prisværdigt, men jeg synes at så mange skilte - med så forskellig udseende - skæmmer museet mere end nødvendigt. Det samme kan siges om de mange barrierer af forskellig art, der er i de historiske huse. Tilsyneladende en nødvendig (?) forholdsregel for at beskytte genstandene.

Levende Formidling
Udover de mange skilte blev der også formidlet 'levende'. Dette skete blandt andet gennem en række aktiviteter og demonstrationer af forskellige ting - vi overværede afskydningen af flintlåsgevær - og så på afstand opsendelsen af en papirluftballon (det historiske islæt i denne aktivitet gik nu hen over hovedet på mig). Der blev farvet garn og lavet pottemageri, der blev lavet mad over åbent ildsted osv. Og mange af formidlerne var rigtig dygtige.

Men formidlingen foregik også i nogle af husene, hvor udklædte ansatte fortalte om deres arbejde og til tider om bygningens historie. Det lykkedes mig ikke rigtig at opdage om det var meningen, at de skulle formidle i første eller tredie person - dette vil jeg undersøge yderligere i morgen!

Ingen kommentarer: