Fantastisk oplevelse!

I dag har vi brugt hele dagen fra kl. 9 til kl. 18 i Colonial Williamsburg. Og det har været en fantastisk oplevelse! Stemningen, omgivelserne, de utrolig imødekommende og professionelle ansatte… Og vejret har oven i købet været i top – måske lidt for meget i top med 33 grader og en luftfugtighed på 80%. Hårdt for kuldevante danskere.

Byens historie – og museets
Williamsburg var oprindelig hovedstaden i staten Virginia, indtil man i 1780 (vistnok) flyttede denne status til Richmond, der ligger lidt længere inde i landet og derfor er mere beskyttet (en vigtig overvejelse, når man er midt i en uafhængighedskrig).
Efter Williamsburg mistede sin status som hovedstad, gik det lidt ned af bakke, kun forværret af borgerkrigen, hvor byen led yderligere skade. Ved det 20. århundredes begyndelse var Williamsburg en soveby uden de store fremtidsmuligheder.

Men fra 1920erne og ’30erne ændrede det sig, da pengestærke mænd besluttede, at byens historie og historiske bygninger var for vigtige til at lade gå til. Et enormt pengebeløb (gætter jeg mig til) blev puttet i restaurering af de stadig eksisterende 1700-tals bygninger – og mindst lige så mange penge blev investeret i at rekonstruere nogle af de bygninger, de vigtige statsinstitutioner havde haft til huse i; the Capitol, the Governor’s Palace, the Public Hospital (som i parentes bemærket var det første sindssygehospital i USA!).

Rekonstruktionerne blev gennemført efter grundige arkæologiske udgravninger på flere at lodderne – og arkæologi bliver fortsat udført på stedet med mindst én aktiv gravning i løbet af sæsonen. Så her går historie og arkæologi – og desuden bygningsarkæologi – hånd i hånd!
Fra 1950erne begyndte man at formidle stedet aktivt og med tiden er det blevet et af USA's bedst kendte historiske sites.

I dag er området 301 acre stort, det indeholder 88 gamle historiske bygninger og flere hundrede rekonstruktioner og nyere huse. Det, der især gør stedet fascinerende er, at der faktisk er tale om en rigtig by – ikke bare gamle huse flyttet til et bestemt sted, men gamle huse, der stadig står på deres rigtige plads! Og Colonial Williamsburg er stadig en del af byen Williamsburg – hovedgaden i museet – Duke of Glouchester Street – er en offentlig gade og der bor almindelige mennesker i nogle af husene… Og alligevel er det i høj grad lykkedes for museet at holde moderne ting ude af øjesyn for besøgende. Alt lige fra ’vandfontæner’ til skraldepande er skjult i gamle tønder eller lignende. Der er skilte, der viser vej og som fortæller om husene, men de er diskrete og ødelægger ikke det overordnede indtryk.

Formidling i mange former
Colonial Williamsburg (CW) formidler på flere forskellige måder for på den måde at fange så mange som muligt. Dels er der en ’traditionel’ tilgang til formidlingen i form af guided tours i nogle af husene. Vi gik på en sådan tur igennem the Governors Palace – det gav os mere viden, end hvis vi have gået selv, men det var ærlig talt en lidt for langvarig sag. Især fordi turen sluttede af med, at guiden med næsten grådkvalt stemme mindede os alle sammen om, at de mænd, der havde boet i disse ’gyldne haller’, havde kæmpet for vores alle sammens uafhængighed…
En anden formidlingsform er museets Tradesprogram, der går ud på at udføre gamle håndværk – og oplære nye håndværkere i de gamle traditioner. Dette betyder både en mulighed for at formidle håndværket, men også produktionen af genstande til brug på museet. Desuden medvirker denne ordning naturligvis til at holde museet oven vande med dygtige håndværkere… På billedet ses vognmagerværkstedet i fuld vigør.

En formidlingsgren kaldet ’Coach & Livestock’ tager sig af formidlingen af gamle dyreracer (dem så vi nu ikke meget til), en Performing Arts-afdeling tager sig af musik, dans og teater på museet og så er der den Levende Historie.

Levende Historie forefindes i mange former i CW. De er alle udklædte, men nogle er i første person og nogle er i tredje. Det kan skabe lidt forvirring indimellem og kan gøre det svært at vide, hvordan man skal henvende sig til nogen. Men til gengæld er de meget professionelle og tydeligvis oplærte ikke bare i det historiske stof, men også i hvordan man tiltaler og opfører sig overfor gæsterne, og hvordan man får dem til at føle sig i centrum.

Revolutionary City
Revolutionary City er navnet på et nyt tiltag, som CW i år kører for anden sæson. Programmet består af en række små ’teaterstykker’, som spilles rundt om på museets område på bestemte tidspunkter.

Emnet for programmet er kampen for uafhængighed 1776-81, men kunne i princippet være en hvilken som helst historie – eller serie af historier - som man som museum ønsker at formidle til sin offentlighed.
På billedet ses en lille del af den trofaste skare, der fulgte skuespillere fra sted til sted i løbet af de to timer, det fandt sted.

Under mit møde med Robin Reed, der er Director of public history, fortalte han, at skuespillerne faktisk er formidlere (actor-interpreters, kaldes de), som er gode til og synes godt om denne form for skuespil. De trænes dels af professionelle fra London, der ved meget om formidling på en form, dels i det historiske indhold i deres teaterstykker og dels det, der her kaldes guest skills…

Revolutionary City – og mange af de andre programmer – er under en grundig løbende evaluering. Hver uge er der udnævnt en person fra personalet, der har til ansvar i løbet af weekenden at besøge museet med gæstens øjne. Han skal observere gæster og ansatte og se, hvordan formidlingen virker. Dette tiltag må koste masser af ressourcer, men betyder til gengæld, at man hele tiden er på det rene med virkningen af det arbejde man laver. Dette – i tilknytning til løbende publikumsundersøgelser – giver museet en fantastisk viden om, hvad dets publikum synes om stedet og de tiltag, der foretages! I mine øjne en god investering i fremtiden…

Besøget i dag har været en stor oplevelse – og kan bestemt anbefales for andre, der er på disse kanter. Men tag jer god tid – en enkelt dag yder det ikke helt retfærdighed. Vi har valgt at bo på et af CWs egne hoteller – der er masser af andre muligheder i Williamsburg, men det fungerer faktisk rigtig fint at bo midt i museet, og det giver muligheder for at se museet, også når det er after hours…